For første gang i mine mange år i politik, skete det i går, at der ikke forelå et politisk budget til 1. behandling i økonomiudvalget. Socialdemokratiets borgmesterkandidat Steen S. Hansen, der er leder af den nuværende flertalsgruppe, formåede ikke at levere budgettet for det kommende år til tiden.

Jeg kan dermed desværre konstatere, at mine bekymringer fra i sommer over flertalsgruppens manglende tal på den ønskeliste, de kaldte et budget, var berettigede.

Det er ikke lykkedes Steen S. Hansen og hans gruppe at komme i mål. Dermed er der forvaltningens budget, der foreligger uden politiske prioriteringer.

Det ser jeg som en yderst alvorlig situation. Dels er det årlige budget det største politiske ansvarsområde og dels har Steen S. Hansen i skarpe vendinger kritiseret mit lederskab omkring budgetlægningen de foregående år.

Det er yderst problematisk og vidner om manglende overblik og styring i flertalsgruppen. Årsbudgettet udgør rammen for styringen af kommunen hele det kommende år. Jeg ved, det ikke er en let opgave at få alle ender til at mødes omkring et budget. Det har jeg jo selv har stået i spidsen for de tre foregående år. Men hver gang er det lykkedes og regnskabsmæssigt er vi kommet i mål indenfor skydeskiven.

Den samlede Kommunalbestyrelse er derfor nu kommet under et gevaldigt tidspres. Et årsbudget skal udvalgsbehandles i økonomiudvalget, før det kan behandles i Kommunalbestyrelsen.

Som borgmester har jeg det overordnede ansvar og det påtager jeg mig selvfølgelig og vil derfor hurtigst muligt fremlægge et politisk budget. Men når man tager flertallet og påberåber sig lederskabet på den måde, som Steen S. Hansen har gjort, så har man også et overordentligt stort ansvar for at leve op til det og levere et budget til tiden.

Med venlig hilsen
Borgmester
Mogens Haugaard Nielsen

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.