(Last Updated On: 5. juli 2019)

Vellykket Triathlonstævne afholdt i stegende varme

Ukendt deltager havde så meget overskud, at han gik på hænder i mål.

Rødvig: Sjette udgave af Stevns Jernmand bød på sommervarme med 29 grader midt på dagen, da det blev afviklet i Rødvig søndag den 30. juni.

Over 3.500 følge begivenheden på stævnets Facebookside, men fysisk have i alt 500 triathleter tilmeldt sig stævnet, hvoraf 50 aldrig kom til start grundet skader og muligvis frygt for dehydrering.

Styrt og søsyge

Svømningen, som foregår på åbent hav, gav deltagerne nogle udfordringer med bølger, som bevirkede at ti deltagere måtte hjælpes op i følgebåden, da triathleterne blev ramt af søsyge.

Desværre oplevede arrangørerne fra Køge TRI Team igen i år en cykelulykke, da en deltager fra Albertslund styrtede i Lyderslev og måtte bringes til sygehuset med et brækket kraveben. De mange øvrige deltagere kom fint igennem cykelruten, hvor der skulle drikkes meget for at holde kroppen klar til løbeturen.

Der er aldrig drukket så meget vand og relativt så lidt energidrik på stævnedagen, oplyser stævneleder Torben Karlshøj.

– Heldigvis var der en let vind som afkølede triathleterne lidt på Trampestien inden de løb ned i Boesdals Kalkbrud, hvor varmen stod meget stille. På løberuten var der mange sprinklede, som kølede deltagerne ned, således at der var et begrænset mandefald på strækningen, fortæller han.

Ingen blev dehydrerede

Vand slukker tørsten bedst, og ved ankomsten til målet på Rødvig Havn hældte mange trætte triathleter kander med vand over hovedet.

Ingen af deltagerne var heldigvis så dehydrerede, at de skulle bringes i drop på sygehuset.

– Man kan således konkludere, at deltagerne drak godt under udfoldelserne, og at vi som arrangører havde sørget med rigeligt vand til triathlerne, siger Torben Karlshøj.

Stævnerekord for mænd

Årets Stevns Jernmand vil blive husket som et meget varmt stævne, med en særdeles god stemning og en fin afvikling, hvor man oplevede en stævnerekord på mændenes lange distance svarende til en halv ironman da Esben Hovgaard kom i mål i tiden fire timer og syv minutter.

Næste udgave af Stevns Jernmand vil afvikles søndag den 28. juni 2020, så man kan allerede begynde at hold jernet varmt.

sky

Skriv en kommentar