(Last Updated On: 9. februar 2018)

Som et af de få – og muligvis det eneste – vandværk i Danmark, kan borgere kvit og frit hente pelleteret kalk hos Store Heddinge Vandværk og bruge det til at strø ud over egen græsplæne og havebed

Kalkperlerne måler mellem én og tre milimeter og kan for eksempel strøs ud over græsplænen. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Store Heddinge: Siden juni sidste år har borgere, som får deres vand fra Store Heddinge Vandværk, haft blødt vand i hanerne. Vandværket har nemlig investeret i et blødgøringsanlæg, som fjerner kalken fra drikkevandet.

– Kalken, der ligner jordbrugskalk, bliver udvundet af vandet ved, at der sprøjtes en meget lille mængde fint, sterilt sand ind, som kalken så binder sig på, forklarer Viggo Nielsen fra vandværket.

Slutproduktet er kalkperler på mellem én og tre millimeter, som udelukkende består af kalk i sin reneste form bundet op på et enkelt mikroskopisk sandkorn.

60 tons kalk om året

Blødgøringsanlægget hos Store Heddinge Vandværk behandler omkring 200.000 kubikmeter vand årligt og herved fjernes 60.000 kilo kalk.

– Den udvundne kalk opbevares i en stor grøn container ved vandværket, og en stor del afhentes af en lokal landmand, som spreder det på sine marker, oplyser Viggo Nielsen.

Landmanden kan dog ikke gøre brug af alle 60 tons, og vandværkets kunder er meget velkomne til at hente en spand eller trillebørfuld til haven.

Kalkperlerne kan frit hentes på hverdage mellem kl. 8 og 16 på Erikstrupvej 15.

Godt for græsset

Kalk regulerer ph-værdien i jorden og kan bruges i blomsterbede, køkkenhave og ved frugttræerne. Efter sigende skulle kalk især være godt for græsplænen, særligt hvis den er fyldt med mospletter, og så skulle det også gøre græsset grønnere. Til gengæld skal det ikke spredes rundt i surbundsbeddet.

– Det er i sin perleform et meget håndterbart produkt, for eksempel i drivhuset. Men man skal selvfølgelig vide, hvad man gør, når man bruger det i haven, forklarer Michael Løvendal Kruse, som er formand for Danmarks Naturfredningsforening her på Stevns.

Han kan desuden oplyse, at perlerne ikke opløses med det samme, men at opløsningen sker med løbende nedsivning, når det regner.

Det er en god idé at undersøge havens jordbundssurhed samt hvornår, hvor meget og hvor ofte, der skal strøs med kalkperler, inden du kører afsted med trillebøren efter kalk fra vandværket.

Foregangsvandværk

Naturforeningsformanden får for øvrigt også selv vand fra Store Heddinge Vandværk, og han roser både blødgøringsanlægget og muligheden for at genanvende kalken lokalt.

– Store Heddinge Vandværks blødgøringsanlæg fjerner udelukkende kalken fra vandet. Andre anlæg fjerner også mineraler som for eksempel magnesium, så slutproduktet bliver demineraliseret vand. Det er ikke så hensigtsmæssigt, for vandet er en god kilde for os til at få de nødvendige mineraler, forklarer Michael Løvendal Kruse, som ikke er bekendt med, at andre vandværker i Danmark tilbyder en tilsvarende ordning for deres kunder, kun at ét af vandværkerne ind mod København har talt om at gøre noget lignende.
rmh

 

Skriv en kommentar