(Last Updated On: 11. maj 2018)

Lene Vestergård og Charlotte Muus Mogensen instruerede koret under de første prøver i Pyramiden, hvor forestillingen »Klint 2« skal opføres til august. (Foto: Klaus Slavensky)

Boesdal: Der øves på »Klint 2«, det musikalske drama fra undergrunden, som er komponeret for kor, sangsolister og specialfremstillede instrumenter.

Musikteater af karat

Forleden holdt koret sin første prøve i selve Pyramiden i Boesdal Kalkbrud, hvor forestillingen skal vises fra torsdag den 23. til søndag 26. august.

Perkussionist Birgit Løkkes komposition bruger nærmest klintens lag som et partitur. Aftegningerne er omsat til rytmer, melodier og korklange.

Skuespiller og dramatiker Lene Vestergård har skrevet teksten til »Klint 2« om livsformer gennem millioner af år.

Kordirigent Charlotte Muus Mogensen har indstuderet korsatserne. og hun dirigerer koret under forestillingerne.

Katedralstemning

Koret består af 22 sangere inklusiv tre solister, og Lene Vestergård og Charlotte Muus Mogensen styrede prøverne på dramaet, som tager afsæt i Pyramidens form, der minder om ruren, et kegleformet krebsdyr, som kan fortælle om Klintens historie.

Det var fascinerende at overvære koret videregive geologiens rytmer og toner i den katedral-akustik, som ekkoer i det helt unikke rum.

Endnu mere fantastisk må selve musikteatret blive.

Gå ikke glip af dette

»Klint 2« spiller kun fire gange, og der er solgt flere hundrede billetter allerede.

Men der er stadig pladser. Billetter kan købes på hjemmesiden www.stevns-teater.dk

sky

 

Skriv en kommentar