(Last Updated On: 9. april 2018)

Spejdere til Highland Games i Næstveds Alper

Her er det Trop 1, Klintekongen (Foto: Kirsten Smidt Hansen)

Store Heddinge/Næstved: 150 blå spejdere i alderen 3 til 21 år har været en tur tilbage til middelalderen og over Nordsøen til Skotland, som Næstveds Alper alias Fruens Plantage og Rønnebæk skole var omdøbt til, da spejdere fra Svend Gønge Divison for nylig var til træf. Fra Store Heddinge deltog spejderpatruljen Klintekongen.

Der blev trænet i forskellige gamle færdigheder, for i det skotske højland jagede man med bue og pil, tændte ild uden tændstikker og en kraftig talisman skulle beskytte mod onde ånder og farlige væsener, der boede i den mørke skov.

Vejret bød på kulde og blæst, så velsmagende skotske pandekager bagt over trangia var en stor succes.

Telefonpæle og sækkepiber

Om søndagen stillede alle til kamp, men der skulle ikke slås med sværd og økser. Der blev afholdt Highland Games med dyst i forskellige gamle skotske discipliner: kast med telefonpæle og kampesten, sække(pibe)væddeløb og tovtrækning.

Til slut blev de modigste, dygtigste og stærkeste patruljer hædret som vindere af årets Highland Games og en dejlig sandwich, drikkelse og frugt ventede alle til hjemturen til de danske øer.

Blandt vinderne var i kategorien »Bedste patrulje« Mikro 1 fra Klintekongen og i »Turnout (samarbejde, kammeratskab med mere)« Trop 1 fra Klintekongen.
rmh

 

Skriv en kommentar