(Last Updated On: 14. december 2017)

Rødvig var med i opløbet men blev ikke valgt, da Vattenfall onsdag formiddag valgte servicehavn i forbindelse med opførelsen af havvindmølleparken Kriegers Flak

Kriegers Flak: Det svenske Offshoreselskab Vattenfall, som skal drive havmølleparken Kriegers Flak mellem Møn og det sydlige Sverige, offentliggjorde her til formiddag, at Klintholm Havn på Møn skal være servicehavn for servicering af de 72 havmøller de næste 25 år.

Seks havne har været med i opløbet, heriblandt Rødvig Havn, som desværre ikke blev valgt.

De øvrige havne, der var i spil til opgaven, var – udover den valgte Klintholm Havn på Møn – havnene i Faxe Ladeplads, Stubbekøbing, Køge og endelig Trelleborg Havn i Sverige.

Danmarks største

Opførelsen af havmølleparken begynder i 2019 og den skal være i fuld drift i 2022, hvor den med sin ydelse på 600 MW skal levere strøm til 600.000 husstande. Med en vinderpris på kun 37,2 øre pr. kWh er der ifølge energiselskabet tale om verdens laveste pris på havmøllestrøm.

Vattenfalls beslutning om at vælge Klintholm Havn betyder, at der bliver 30 til 40 nye arbejdspladser, hvoraf de omkring 15 vil være permanente arbejdspladser for servicemedarbejdere.
rmh

 

Skriv en kommentar