(Last Updated On: 8. marts 2016)

Mogens og Anette GaveriStevns Kommune har købt ejendommen på Højerupvej 7 i Store Heddinge med henblik på at rive bygningen ned.

Kommunen har længe ligget i forhandlinger om at købe garveriet på Højerupvej. Nu er det lykkedes. Købesum 125.000 kr.

– Det har været mit personlige mål at få revet bygningen ned, og vi har arbejdet intenst på det et stykke tid, siger borgmester Mogens Haugaard, V, til Stevnsbladet.

Sammen med formand for Plan- og Teknikudvalget, Anette Mortensen, V, afslører borgmesteren nyheden til pressen, mens blækket på købsaftalen stort set endnu ikke er tørt.

– Vi kan ikke være bekendt at have den bygning liggende der, siger Anette Mortensen og Mogens Haugaard samstemmende.

Besøgende til Højerup og dermed også til verdensarven passerer det gamle garveri; ejendommen husede tidligere Berg & Friis Garveri og Drivremfabrik, der lukkede i 1977.

– Ejendommen har i mange år stået tom, og den er stille og roligt forfaldet. Den er nu så misligholdt, at det er på tide, at vi får den fjernet, siger borgmester Mogens Haugaard Nielsen, og han tilføjer:

– Vi opfylder med købet et længe næret ønske fra vores borgere og andre om at få fjernet ejendommen.

Udgiften til nedrivningen bliver finansieret af penge, der er øremærket til nedrivning af ejendomme.Udvalgsformand Anette Mortensen siger til Stevnsbladet, at der nu arbejdes på at få bygningen jævnet med jorden hurtigst muligt.
cs

Skriv en kommentar