(Last Updated On: 6. juni 2019)

Her er Jesper Vollmer i køkkenet med Prins Henrik, som han af og til havde lidt sværdslag med, for Prins Henrik kunne godt lidt at udfordre kokken og hans personale, både når det gjaldt menuer og omgangstone. (Privatfoto)

Hellested: Begge ingredienser var til stede ved Hellested Forsamlingshus og byens borgerforenings første initiativ til at skabe mere liv og indhold for landsbyens borgere.

Dronningens dessertønske?

Hvordan i al verden finder man ud af at servere mad til en kongelig familie, der nogle gange er to til frokost og andre gange har inviteret 1.000 gæster?
Det fandt kokken Jesper Wollmer ud af, for han var i ti år køkkenchef på Amalienborg, Marselisborg, Fredensborg og Gråsten slot. Og det var anekdoter og historier fra den tid, han fortalte om i Hellested Forsamlingshus.

Ca. 80 tilhørere lyttede med stor indlevelse og mange spørgsmål til en morsom og inspirerende fortælling om de år, hvor Jesper var ansat til at servere morgenmad og frokost, jagtmiddage, juleaftener og gallamiddage for de kongelige.

Han afløste den tidligere køkkenchef gennem 24 år og måtte bruge de første år på at finde ud af traditioner og den kongelige families vaner og smag. Det blev en verden fyldt med møder i hele verden som medlem af klubben af køkkenchefer for statsoverhoveder, så Jesper Wollmer har mødt præsidenter som Barack Obama, Francois Hollande og mange andre.

Og hvad vil dronningen have til dessert? Gerne ”Brudepige med slør” i et fint, gammelt champagneglas, men ikke for meget. Der bliver lagt vægt på selvforsyning, ingen madspild og ikke for store portioner.

Det hele faldt sammen

De mange spørgelystne tilhørere fik også en helt anden indsigt i Jesper Wollmers liv, der indtil 2015 kunne ses som et liv på solsiden: fine restauranter, køkkenchef for de kongelige, gift med Anette Heick, feteret i kokkekredse og en sund, meget aktiv sportsmand, der løb maraton, spillede tennis og dyrkede mange andre slags sport.

Men i 2015 var familien på ferie i Thailand. Jesper ville bade i de høje bølger, ramte forkert ind i vandmasserne og brækkede nakken. Mirakuløst blev han reddet op men var lammet i benene og halvdelen af resten af kroppen. En vellykket operation, et langt ophold på Center for Rygmarvsskade i Hornbæk og ikke mindst masser af jernhård vilje og positiv indstilling har fået ham tilbage på benene med skavanker, han har fundet veje til at overkomme.

Rå på Bornholm

I de tre år, Jesper kæmpede for at kunne gå og fungere igen, gjorde han samtidig alvor af den ide, han havde haft længe. At forlade Amalienborg og skabe sit eget: et madsted på Bornholm.

Det er blevet til en kokkeskole, kogebog, masser af foredrag og TV-udsendelser trods besværlighederne ved fysiske udfordringer. Så mens første del af foredraget blev et fascinerende indblik i en tilværelse i guld og glimmer, så blev anden del en meget inspirerende beretning om at ville, om at være stædig og trodse hårde udfordringer fra at lære at gå, lære at køre bil med automatgear og at bruge en kniv.

Kommende initiativer

Næste arrangementer i Hellested er Søndags-brunch i august, Høstfest i september, åbningsfest af Onsdagscafeen med irsk band/madaften i oktober – og så kommer den prisbelønnede forfatter Kim Leine til vinter.

Flere arrangementer er undervejs.

Skriv en kommentar