(Last Updated On: 23. august 2019)

Østsjællands Museum åbner nyt museum med fortællinger fra Stevns og Faxe, med åbningsreception lørdag den 31. august

Et stykke historie fra fiskermiljøet i Rødvig Havn. (Foto: Østsjællands Museum)

Museumsåbning: Efter en længere periode med flytning og istandsættelse kan Østsjællands Museum snart slå dørene op for offentligheden i et nyt kulturhistoriske museum, beliggende i det tidligere Faxe Rådhus på Rådhusvej 2 i Faxe.

Første særudstilling “Liv, Landskab og Brutalisme” åbner lørdag den 31. august, hvor de mange museumsgenstande vil fortælle den østsjællandske historie.

Udgangspunktet er det lokale med land, skov, kalk, by og havn. De mange fortællinger fra Stevns og Faxe kommuner bliver via genstandene til levende udtryk for, hvordan lokalbefolkningen gennem de sidste 250 år har arbejdet og holdt fri.

Museet oplyser i en pressemeddelelse, at mere end 10.000 genstande gennem tiden er blevet indsamlet af lokale ildsjæle og museumsfolk, og at museet med flytningen til den nye museumsbygning har kunnet sikre, at de mange genstande kan opbevares på forsvarlig vis.

Inviterer til housewarming

Lørdag den 31. august kan man fra klokken 14.00 til 17.00 være med til at indvie det nye museum med aktiviteter og rundvisning i både udstillingen og bygningen.

Det er for alle – store som små – fra Stevns og Faxe kommuner såvel som for turister fra ind- eller udland.

Udstillingen, der løber frem til april, bliver indviet af borgmester Anette Mortensen fra Stevns Kommune og borgmester Ole Vive fra Faxe Kommune.

Alle er velkomne, og på åbningsdagen er der gratis entré og lidt til ganen.
rmh

Liv, Landskab og Brutalisme

Udstillingsperiode: 2019/2020

Åbningstider:

  • September: Alle dage 10-17
  • Oktober: Alle dage 11-15
  • November og december: Åbent i weekenderne 10-15

Entrépriser:

  • Voksne kr. 60
  • Pensionister / Studerende kr. 50
  • Børn 0-17 år gratis, børn kun adgang ifølge en voksen

Skriv en kommentar