(Last Updated On: 15. august 2019)

Når der er billige „pensionistdage” er der kø til Snurretoppen i Store Heddinge. (Arkivfoto)

Store Heddinge: Snurretoppen i Algade 32 er ikke blot Stevns eneste lokale biograf, men er også et kulturhus, hvor der kan afholdes børnefødselsdage, og hvor bl.a. Stevns Teaterforening og musikforeningen Spilledåsen afholder arrangementer.

Aktuelle filmoplevelser

I den kommende uge er det filmens verden der er fokus på, og der er både voksenfilm og underholdning for børnene på det hvide lærred.

„Løvernes Konge” vises den 16. august, og bliver fulgt op af en anden børnefilm „Kæledyrenes hemmelige liv” den 17. august.

For de lidt ældre er den prisbelønnede og ganske sjove islandske „Kvinde på krigsstien” den 15. august, og den underholdende musikfilm „Yesterday”, som fortæller en ganske anden historie om Beatlesmusikken end man kender. Den vises den 18. august.

Et væld af tilbud

Snurretoppen er både biograf, kulturhus og galleri, og foruden faste arrangementer som seniorfilm, der i fremtiden hedder ’billigdag’, så er der de traditionelle operaaftener.

– Også i denne sæson viser vi en lang række operaer fra flere af de europæiske scener, fortæller Karsten Visby fra Snurretoppen.

Der bliver bl.a. gensyn med Placido Domingo, Anna Netrebko og Jonas Kaufmann, men også med operascenen i Sidney, som blev vist i sidste sæson.

Første forestilling den 22. september er fra festspillene i Bregenz. Giordano: “Andrea Chenier”.

– Forestillinger fra Bregenz er opsætningsmæssigt noget helt særligt, lover Karsten Visby, og tilføjer, at der som sædvanlig gives et glas vin, og så trækkes der lod om en musik-cd.

Tilbud til de mindste

Snurretoppen er et eftertragtet sted at afholde børnefødselsdage, men der er også et spændende tiltag for de mindste børn på vej.

– Frem til nytår afprøver vi igen, om der er basis for at vise film for de mindste børn, og vi håber, at børnefamilierne vil tage godt imod dette tilbud om kvalitetsfilm til de mindre børn. Forestillingerne vil ligge på lørdag formiddage, oplyser Karsten Visby.

Godt i 2018, bedre i 2019

Ifølge Karsten Visby havde Snurretoppen en forrygende sæson i 2018, og han håber at kunne fastholde og udbygge Snurretoppens placering som et kulturelt kraftcenter og Store Heddinge „forsamlingshus” i 2019.

– I det forgangne år har vi fået en række nye medlemmer i arbejdsgruppen, hvilket vi er meget glade for, da det lover godt for fremtiden.

Der er stadig brug for flere frivillige, så interesserede er velkommen til at henvende sig på: formand@snurretoppen.net, man kan også tale med os i biografen, lyder opfordringen fra Karsten Visby.

sky

 

Skriv en kommentar