(Last Updated On: 8. januar 2019)

Fokus på de gode friluftsoplevelser på Stevns

Magleby er en af de landsbyer, som er med i Region Sjællands projekt. (Foto: Klaus Slavensky)

Stevns: Region Sjællands borgere skal have mere glæde af f.eks. Stevns’ naturområder.

Det mener flere kommuner og organisationer, som er gået sammen i et nyt projekt “Landbyernes naturlige fortræffeligheder” med streg under ’natur’.

Natur udenfor døren

Projektet skal skabe nye natur- og friluftsoplevelser i landsbyer i Region Sjælland, fortæller Jens Kierkegaard, der er formand for Udvikling Stevns:

– Landsbyerne har naturen lige udenfor døren, og dermed har de nem adgang til gode friluftsoplevelser. Det vil vi gerne hjælpe på vej, for eksempel med flere cykelruter, stier og aktivitetsbaner ude i det grønne. Sammen med borgere og virksomheder fra landsbyerne vil vi finde de løsninger, der passer til netop deres område. Vi inddrager også rådgivere, kommuner og andre organisationer, siger Jens Kierkegaard.

Der er endnu ingen færdige planer, men Udvikling Stevns har møde om projektet i februar, som Jens Kierkegaard håber kan trække andre landsbyer med, fordi det er vigtigt at vise hvilke muligheder der er.

Fire stevnske landsbyer

Så naturen skal åbnes op, så det både kan skaffe mere glæde og liv i landområderne, mener Udvikling Stevns, LAG Lolland-Falster, LAG Sydsjælland og Region Sjælland, som står bag projektet.

Foreløbig er fire landsbyer med i projektet. Det drejer sig om Magleby, Klippinge, Holtug og Sigerslev, der alle ligger på nordspidsen af Stevns.

»Hemmelige« stier

Louise Halkjær Pedersen er med i projektet som Maglebyborger, tovholder i landsbylauget og bestyrelsesmedlem i to lokale foreninger samt i Udvikling Stevns.

Hun kalder projektet for en fantastisk julegave.

– Der er så mange muligheder. Vi har allerede et godt samarbejde i en paraplyorganisation mellem Magleby og Klippinge, og Klippinge har planlagt en spændende bypark, siger Louise Halkjær Pedersen, der desuden rejser behovet for at få kortlagt de mange »hemmelige« ruter, som der findes ud i naturen rundt om f.eks. Magleby.

– Der er adgang til en flot badestrand, der er gang i anlæggelsen af en mountainbike-bane på den gamle losseplads. Vi har talt om et bytorv ved forsamlingshuset, fordi vi mangler steder at mødes, også en legeplads, lyder lidt af idérigdommen fra Louise Halkjær Pedersen.

Blandt de »hemmelige« naturperler er rensning af gadekæret og fritlæggelse af de gamle kilder i Magleby.

En halv million

I løbet af 2019 skal yderligere tre til fire landsbyer fra Region Sjælland inviteres med.

Erhvervsministeriets Landdistriktspulje har givet 404.000 kroner i tilskud til »Landsbyernes naturlige fortræffeligheder«, mens Region Sjælland bidrager med 200.000 kroner. Projektet løber halvandet år fra 1. januar 2019 til 30. juni. 2020.

sky

 

Skriv en kommentar