(Last Updated On: 19. juli 2019)

Lars svømmer Danmark Rundt.

Billederne her er fra Holtug Kridtbrud. På det første ses Lars sammen med sin mor, Ilse. (Fotos: Rikke Michael Hansen)

Holtug Kridtbrud: Søndag i sidste uge nåede eventyrer Lars Simonsen til Stevns på sin svømmetur Danmark Rundt, en tur han påbegyndte sidste år.

Med på turen er Lars Simonsens forældre. Lars’ mor, Ilse Simonsen vandrer samme rute langs stranden og sejler nogle gange i kajak, mens Lars’ far, Nils Simonsen, står for transport og logistik. Og det handler ikke bare om at svømme distancen, for undervejs samler de ind til to gode formål, Julemærkefonden og Depressionsforeningen.

At det netop er julemærkehjem og depression, der støttes, skyldes, at Lars har haft begge dele tæt ind på livet.

– På Julemærkehjemmene hjælper de børn, der bliver drillet. Jeg blev selv drillet som barn, et halvt år, hvor jeg græd hver dag, indtil min mor flyttede mig til en anden skole. Og både min mor og mine brødre har været deprimeret. Min mor har kæmpet med det i mange år og har også været indlagt flere gange, fortæller Lars Simonsen.

Målet er at samle 50.000 kr. ind, og det går støt og roligt den rigtige vej, både med indsamlingerne og med svømmeturen.

Pause i vinterhalvåret

Lars svømmede ud sidste år, på grundlovsdag den 5. juni ved Vidå Slusen ved den dansktyske grænse. Den første uge fulgte mor Ilse med i kajak, men Vesterhavet bed fra sig, så resten af turen har hun taget på gåben, med provianten i en rygsæk.

Lars nåede sidste år at svømme hele vejen op langs den vestjyske kyst op til Skagen, rundt om Grenen og sydpå igen til Djursland. Da var det blevet efterår, september måned, og forsøget på at krydse bæltet fra Ebeltoft til Sjællands Odde måtte efter 18 kilometer svømmetur afblæses.

Turen blev sat på pause vinteren over og genoptaget i år, den 31. maj, hvor Lars genoptog svømningen på åbent hav, nøjagtig samme sted, som han måtte indstille turen sidste efterår.

Falster – Sydfyn – Flensborg

Her godt halvanden måned senere er han godt på vej mod at nå sit endelige mål, den dansktyske grænse på den østlige side af Jylland. I denne uge passerede han Stevns, søndag med stop ved Bøgeskoven, dagen efter en kort tur til Holtug Kridtbrud, hvor Stevnsbladets udsendte var heldig at møde ham, umiddelbart efter at han var svømmet ind på stenstranden kl. 15.12.
– Og i morgen passerer vi 1.000 kilometermærket af de godt 1.300 kilometer, som turen alt i alt strækker sig over, bemærker Lars.

Tirsdag var der planlagt stop i Boesdal Kalkbrud og dagen efter endte turen i den hyggelige Lund Havn.

Nu er Lars svømmet over ’kommunegrænsen’ og videre sydpå, med kurs mod først Falster, dernæst det sydfynske og endelig Flensborg Fjord.

Forventeligt slutter turen ved den dansktyske grænse ultimo august, inden vejret bliver for koldt og blæsende

Undervejs overnatter han og forældrene på campingpladser, hvor de har gratis ophold, mens forskellige sponsorer har støttet med udstyr. Lars har på flere af campingpladserne kvitteret med gratis foredrag. Og tilhørerne kan vælge at bidrage til et af de to gode formål.

Man kan også støtte via hjemmesiden livetergodtfolgos.dk eller deres facebook-side ’Life is good, follow us’.

På tur med familien

Og hvorfor beslutter man sig så for at svømme ud på sådan en tur?

– Jeg har, ligesom min mor, altid været en eventyrer. Og vi ville gerne ud på et eventyr sammen, fortæller 43-årige Lars, der egentlig er butiksuddannet.
Sin uddannelse har han dog aldrig rigtig fået brug for, til gengæld har han arbejdet en del med teambuilding, som ski- og kajakguide, klatreinstruktør og foredragsholder, og så har han sammen med sin kone haft campingplads og vandrehjem i Sakskøbing.

– Det var et socialt projekt, men desværre måtte vi lukke, og vi mistede alt. Det var et spark i r…., fortæller Lars.

Familien, der også tæller to børn, som dengang var 5 og 7 år gamle, tog en stor beslutning, da de mistede både hus og job. Det var i 2014, og de tog afsted på eventyr, til enden af Europa: I to kajakker sejlede de hele vejen fra København til Istanbul.

Det tog familien halvandet år at sejle den 7.300 km. lange distance gennem den mest trafikerede kanal i verden, Kielerkanalen, videre gennem de hollandske kanaler, 274 sluser blev passeret, videre over Middelhavet, bl.a. med ø-hop i det græske, til slutmålet i Tyrkiet.

I løbet af de seneste fem år er halvdelen gået med at være ’på tur’, som Lars kalder det. Blandt andet har familien været i Alaska og på interrail gennem Europa.
Denne gang er turen sammen med mor og far, mens børn og ægtefælle hygger sig hjemme med havearbejde.

– Der er en masse ting, som vi har sagt fra. Vi er gode til at leve på en sten, slutter den 43-årige eventyrer, som til gengæld får en masse oplevelser på sine rejser.
rmh

Skriv en kommentar