(Last Updated On: 17. maj 2017)

Stevnsbladet bragte i forrige uge en artikel om en pædagog i Rødvig Børnecenter. Det er dejligt at læse om Tine Nøddekær, som er en god repræsentant for de dygtige og engagerede pædagoger i Stevns Kommune. Man kan også læse om Rødvig Børnecenters moderne faciliteter, nybagte boller, glade kantinedamer og fokus på naturoplevelser.

Jeg undrer mig dog over, at arbejdsvilkårene for Tine og hendes kolleger kun omtales i en bisætning: »Vi er to pædagoger til 20 børn«. Dette faktum bliver ikke behandlet yderligere i artiklen. Og da Tine selv kommer ind på konsekvenserne af den dårlige normering, runder journalisten af:

»Jeg forsøger at være en nærværende og betydningsfuld voksen for børnene, og det kunne være fantastisk, hvis der var ressourcer til dette over for alle børn, når Tine lige at sige, inden vi krydser et fællesrum med en gigantisk papkasse, hvor et glad barneansigt pludselig dukker op som trold af en æske.«

Jeg ved, at Rødvig Børnecenter ikke blot har et engageret personale, men også en dygtig leder, som formår at bruge de sparsomme ressourcer klogt. Institutionen er på mange måder et eksempel på best practise.

Madordning, »formidabelt byggeri« og udflugter i naturen er desværre ikke hverdagen i alle kommunale daginstitutioner på Stevns. Ej heller er fordelingen af pædagoger versus medhjælpere (13/7) repræsentativ for institutionerne.

Jeg vil opfordre Stevnsbladet til at følge op med en grundigere og mere nuanceret behandling af emnet. Vores små børn og deres pædagoger fortjener at blive taget alvorligt.

Det journalistiske arbejde kunne starte ved den nylig pensionerede leder af en daginstitution på Stevns, Bente Amkærs debatindlæg i Dagbladet den 8. april 2017. Her fremgår det, at hun, som leder, ikke måtte ytre sig offentligt om »virkelighedens verden i institutionerne«. En verden, der gennemsyres af en »hårdhændet prioritering af personaletimerne«. En verden, der ikke er så rosenrød, desværre.

Charlotte Panton
På vegne af Giv Dit Barn En Stemme

 

Skriv en kommentar