Præsident for Lions Stevns, Ole Manniche Pedersen, overrakte den flotte gave til Nicklas Tegner. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Store Heddinge: Tirsdag aften i sidste uge fik 18-årige Nicklas Tegner fra Ølby officielt overrakt en højteknologisk blindestok, den såkaldte I-Cane Mobilo. Stokken er doneret af den lokale humanitære organisation Lions Stevns, og blev overrakt til sin nye ejer på et medlemsmøde i Lions Stevns’ klubhus på Ved Munkevænget.

Nicklas har siden fødslen været stærkt svagsynet. Han er i dag stort set blind og er i dagligdagen afhængig af hjælpemidler. Med den nye I-Cane er hans hverdag blevet væsentlig lettere.

– Før jeg fik I-Canen, kendte jeg kun mine få, nødvendige ruter, som jeg bruger dagligt. Efter, at jeg har fået I-Canen, er mit bevægelsesområde blevet udbygget rigtig meget, fortæller Nicklas Tegner, der går på HF 1. år på Køge Gymnasium.

Selvom den officielle overrækkelse fandt sted tirsdag aften, har Nicklas haft stokken i godt et halvt år. Den er blevet en vigtig hjælper, som har givet den 18-årige gymnasieelev et liv med markant øget frihedsgrad.

– Jeg bor i et område, hvor der i øjeblikket bliver bygget en del. I-Canen advarer mig, når der er forhindringer på min vej, og så kommer den med alternative ruter. Nu kan jeg gøre mange ting alene, hvor jeg før i tiden havde brug for hjælp fra seende, forklarer Nicklas.

Styret af GPS og Apps

Nicklas’ store drøm er at blive programmør. Han er allerede godt på vej, og udenfor skoletiden arbejder han freelance med udvikling af både spil, programmer, apps og hjemmesider.

Det var netop hans tekniske kunnen, der gjorde ham til en oplagt modtager af I-Canen, for det er en såkaldt intelligent blindestok, som er baseret på GPS og app-teknologi.

Stokken er udviklet i Holland, og selvom den til forveksling ligner en almindelig blindestok, om end med hjul, så udmærker den sig ved, at der i stokkens håndtag er en taktil (en følepil), som viser den blinde på vej gennem hånden, mens en sensor registrerer, om der er forhindringer i bryst- og hovedhøjde.

Is til vennerne

Til at introducere stokkens fortræffeligheder var den 51-årige Boris Holm fra Lions Kabinet 106A inviteret til at deltage. Han er tidligere soldat fra forsvaret men blev efter en ulykke blind.

Han har det sidste halvandet år haft glæde af I-Canen – og i dag underviser han nye I-Cane ejere i brugen af stokken, heriblandt Nicklas.

– I-Canen er blevet et livsværk for mig. Da jeg selv fik en I-Cane gav den mig min første oplevelse af frihed som blind, fortæller Boris Holm.

Tydeligt bevæget fortæller den tidligere soldat om sin første tur med I-Canen, hvor han – helt på egen hånd – tog toget til Bogense, fandt frem til et helt særligt ishus og inviterede vennerne på is.

– Inden I-Canen havde jeg mellem seks og otte faste ruter. Nu har jeg 420 destinationer. Jeg har fået en kæmpestor frihed, uddyber Boris Holm og fortsætter:

– Det, at miste synet, var forfærdeligt og noget af det værste, som jeg har oplevet. Til gengæld er det noget nær det bedste at få de nye hjælpemidler som I-Canen. Jeg føler, at jeg kan gøre det samme i dag, som dengang jeg kunne se.

En dyr stok

Det har taget 10 år at udvikle den højteknologiske blindestok, og Lions Danmark har af flere omgange bidraget med donationer. Synshandicappede har i mange år været et væsentlig fokus for Lions, som også var stærkt involveret i udviklingen af den traditionelle hvide stok samt uddannelse af førerhunde.

Også på Stevns har Lions gjort sit til udviklingen. Udover at donere en stok med mere til Nicklas – til en samlet værdi af omkring 20.000 kroner – har Lions Stevns også bidraget med yderligere 20.000 kroner, som er blevet brugt til at oversætte I-Canens software til dansk.

De mange penge har Lions Stevns rejst ved salg af julelodder, indtægterne fra genbrugsbutikken i Algade og veteranbilløbet, som klubben afvikler hvert år i august måned.

Der er produceret 400 I-Cane stokke. Omkring 100 af dem er i Danmark.
rmh

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.