(Last Updated On: 10. september 2018)

Både børn og voksne kan deltage, når Valløby Motion afvikler det årlige Valløby Løbet. (Arkivfoto: Valløby Motion)

Valløby: Lørdag den 22. september er det 29. gang, Valløby Motion inviterer til motionsløb i Valløby.

Som tidligere år er der tilmelding i Valløby Forsamlingshus, hvor der også er målområde og mulighed for omklædning, mens selve starten foregår på Kirkepladsen.

– For at lette presset på løbsdagen, opfordres deltagerne til at fortilmelde sig. Der kan tilmeldes online via klubbens hjemmeside www.valloebymotion.dk frem til den 21. september, oplyser Jørgen Møller Jensen fra Valløby Motion.

Der er eftertilmelding på løbsdagen fra kl. 11.30, hvor også de fortilmeldte startnumre skal afhentes.

Løb og powerwalking

Første løb er kl. 13 og er et børneløb på 2 km. for børn til og med 10. år. Klokken 14 gælder det 5,5 km. og 10 km. løb samt 5,5 km. powerwalking

Løbene er opdelt i aldersgrupper, og der er præmier til alle gruppevindere samt rigtig mange lodtrækningspræmier blandt alle deltagere.

Ruterne, som løberne skal ud på, er lagt i og omkring Valløby samt ved Vallø Slot.

– Valløby Motion har 35 frivillige hjælpere klar til at guide løberne rundt, så alle kan få en god oplevelse. Og husk at al parkering på løbsdagen foregår ved Renseanlægget på Køgevej, slutter Jørgen Møller Jensen.

Skriv en kommentar