(Last Updated On: 2. august 2016)

Politi-patruljeSTORE HEDDINGE/KØGE: Kl. 9.20 mandag den 1. august standsede politiet en personbil på Ringvejen i Køge med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøjet.

Bag rattet sad en mand, der ikke kunne vise noget kørekort, og som oplyste nogle personlige oplysninger, som politiet kontrollerede nærmere. Da der ikke umiddelbart var overensstemmelse mellem alle oplysninger, måtte politiet kortvarigt anholde manden til fastlæggelse af hans identitet.

Herved blev det fastslået, at føreren af bilen var en 42-årig mand fra Store Heddinge, som i forvejen var frakendt kørekortet og derfor ikke kunne vise et sådant til politiet.

Ud over en sigtelse for denne overtrædelse af færdselsloven, sigtede politiet ham også for overtrædelse af straffeloven, fordi han udgav sig for at være en anden person, som derved risikerede at blive strafforfulgt for overtrædelse af færdselsloven, fordi kørekortet ikke var medbragt under kørslen.

Den 42-årige kan således forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

 

Skriv en kommentar