(Last Updated On: 23. oktober 2018)

Tænd et lys i mørket på torsdag og støt Knæk Cancer

Arvid, Frederik og Johan fra 8. årgang har travlt med forberedelserne til et lysevent i Munkegårdsparken nu på torsdag. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Store Heddinge: For fjerde år i træk, har eleverne – der nu går på 8. årgang på Store Heddinge Skole – i denne uge travlt med at samle ind til fordel for bekæmpelse af kræft.

Hele ugen kan man møde dem foran byens butikker med indsamlingsbøsser i hånden. De er også på jagt efter pantflasker og -dåser, og så afholder de stort lysevent i Munkegårdsparken.

Det bliver nu på torsdag aften den 25. oktober fra kl. 18 til 21, hvor der vil være lotteri – med præmier sponseret af byens butikker – samt salg af kaffe og kage.

Man kan også købe og dekorere sin egen personlige lyspose, som bagefter vil blive del af en smuk Knæk Cancer-blomst.


Fotocollage af sidste års lysevent i Munkegårdsparken. (Fotocollage: Store Heddinge Skole)

Igen i år håber eleverne at slå sidste års indsamlingsbeløb, som endte på imponerende 35.293 kroner.

Knæk Cancer er et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og TV2, som hvert efterår dedikerer en hel uge, nemlig uge 43, til oplysning om og indsamling til projekter, der nytter i kampen mod kræft.
rmh

Skriv en kommentar