(Last Updated On: 11. oktober 2017)

I går udkom et kæmpeværk om 100 års svigt af naturfredningen i Danmark. Stevns Klint er med, men ikke kun for det gode

Kjeld Hansen har skrevet et kæmpeværk om dansk naturfredning, også på Stevns. Foto af forfatteren fra bogen »Det store svigt«. (Foto: Territorium)

Hellested: Kjeld Hansen er gårdejer på Stevns, men langtfra en bonderøv. Faktisk er han mange bønders dårlige samvittighed.

Han er nemlig også journalist, forfatter, foredragsholder, miljødebattør samt stifter og indehaver af konsulent- og kommunikationsfirmaet BæreDygtighed, og han har sin egen blog, www.gylle.dk.

Prisbelønnet forfatter

For nylig har han sat sidste punktum i bogen “Det store svigt”, der på 464 sider fortæller om 100 års naturfredning i Danmark.

– Jeg har ikke skrevet bogen til politikerne, for jeg har ikke længere illusioner om at kunne nå dem. Det har mange års politik vist, uanset om de er røde eller blå.
Det er ikke uden grund, at Danmark har noget af det ringeste natur i hele EU, lyder det midt i samtalen om hans digre værk, der gennemtrevler flere tusinde sager om naturfredning siden 1917.

Kjeld Hansen har en position som en af Danmarks førende miljøjournalister. I 2008 fik han Forfatterforeningens Fagbogspris for “Det tabte land”, siden fulgte andre bøger skrevet med en pen, skarp som en hvæsset spade, der graver efter sandheden om, hvad vi gør ved den danske natur.

Dramaet om Stevns Klint

Nu foreligger “Det store svigt”, der allerede i titlen indeholder konklusionen, som underbygges af 45 kapitler, der fortæller udvalgte, konkrete historier om … ja, lad os kalde det “skandalesager”. En af de disse er kapitlet “Morgenluft over Stevns Klint”.

Kampen for at frede klinten kalder den kritiske skribent et drama, som han beskriver i tre akter, der udstiller en irrationel modvilje i dele af landbruget mod enhver form for naturfredning.

– Det tragisk-komiske forløb skyldes blandt andet, at der er for kort afstand mellem beslutningstagere og så lodsejere, fastslår Kjeld Hansen, der mener, at det ikke er hensigtsmæssigt at lægge et så stort ansvar på så svage skuldre, landmændenes. Han finder, at sagen blev kørt langt ud i det absurde på grund af enkelt personers stædighed. Det ville aldrig være sket, hvis vi stadig havde amterne.

Giv naturen til folket

Kjeld Hansen ser hellere en udvikling, som i Sverige og Storbritannien, der på hver deres måde har givet borgerne en forankring til at “eje naturen”.

For Kjeld Hansen er omdrejningspunktet, blandt andet, hvem der skal eje naturen.

– Det er mærkeligt, at den danske stat ikke vil eje, f.eks. de store nationalparker, som i Sverige. Staten vil simpelthen ikke bære det samfundsansvar, siger han og fortsætter:

– I stedet hetzes mod de grønne organisationer, som i realiteten kunne sikre den danske natur for fremtidens danskere, hvis bare de kunne få lov, lyder visionen fra Kjeld Hansen, der nævner foreninger og ngo’er som Danmarks Naturfredningsforening og Den Danske Naturfond.

Vidnesbyrd om et svigt

Forfatteren har levet et langt liv med kærlighed til naturen. Som dreng i Esbjerg var han ivrig fuglekigger, og senere tog han første del af biologistudiet, før han fandt sin plads, som bl.a. miljøjournalist på Jyllands-Posten.

– Det er journalisters opgave at være kritiske og stille spørgsmål som, hvem har gjort det? Hvad koster det? Hvem får noget ud af det? Hvem gør noget ved det? Lyder det retorisk.

Hvis nogen kender svaret, er det Kjeld Hansen. Hans bog er et vidnesbyrd om, hvordan der er fiflet med tallet på egentlige fredningssager. Officielt taler man om 5.797 naturfredninger, men reelt er tallet blot 1.843. Eller tag pengene. Officielt påstår man, at fredningerne dræner statskassen i helt urimelig grad, men ser man på de sidste 23 år, som vi har tal for, så er der kun er brugt 10,5 mio. kroner i snit per år til fredning. Det er nogenlunde, hvad det koster at drive en mellemstor børneinstitution i en provinsby.

Den manglende konsekvens

Landbrugets indflydelse og fredningsnævnets mæglerrolle finder Kjeld Hansen problematisk. Det medførte også virakken om Stevns Klint.

– Alt for ofte ser man “salomoniske” afgørelser, siger han og kommer med et andet konkret eksempel:

– Sager om moser, vandløb, åer og randområder, hvor fredningsnævnet giver fifty-fifty til landbrug og naturvenner, ender ofte med det elendige resultat, som man så med Tinglev Mose i Sønderjylland. Når bønderne så afvander deres del, så trækker de jo vandet helt ud og ødelægger dermed mose og dyreliv.

– Sådanne afgørelser mangler logik og konsekvens, og de koster millioner af spildte skattekroner. Man kan jo ikke skære en vanddråbe midt over, slutter Kjeld Hansen.
sky

 

Skriv en kommentar