(Last Updated On: 8. juli 2019)

Den 46-årige Morten Jul er direktør i byggefirmaet Interplan, og manden bag de seneste års nybyggeri i det nordlige Stevns.
(Foto: Klaus Slavensky)

Strøby Egede: I sidste uge skrev vi om hvordan nedrivningen af Vallø Strand blev udsat, fordi bygherre var enig i at frede rugende svaler.

Men hvem er denne Morten Jul, som er stifter og direktør af Interplan A/S, som præger det nyere byggeri i Strøby Egede?

Byggeboom ved vandet

Han er manden bag byggerierne Vallø Strandpark I, II, III, og senest IV, der giver associationer til en vis kongelig bygherre.

Men Morten Jul har trods visioner og fremdrift begge ben på jorden. Født i Køge, opvokset i Strøby Egede, Skoletid på Strøbyskolen og fritid i fodboldklubben AIK 65.

Og nu manden bag de bygninger som bl.a. huser Strøby Egede Bibliotek, som genspejles i Strandpark IV ved Rema, der i modsætning til mange af Interplans andre byggerier er lejeboliger.

„Tingene er i orden”

Morten Jul viser rundt i de 21 nye rækkehuse med 125 m2 i to etager.

– Her kommer der bænke og grønne bede med lys, så det skaber tryghed, og fordi ejerboligerne i den anden række har været så tålmodige med byggeriet, så får de også adgang til de grønne områder, forklarer han, da et ægtepar kommer ud af et enderækkehus.

De har tidligere boet på Kystvejen, fortæller de, og ledt efter en mindre bolig mange steder i Danmark, sågar i Sverige, men ønskede at blive på Stevns.

– Vi kendte ikke Morten, men ønskede noget hvor tingene var i orden, og det er det her, siger manden, som suppleres af sin kone:

– Her er dejligt privat. Det er så pæne huse. Vi er meget glade for at være her, lyder det fra fruen, som kalder de nybyggede lejligheder i Køge for pilleæsker, som hun absolut ikke vil bo i.

Solid faglig baggrund

Skal man tro disse to tilfredse beboere, så er Morten Jul kvalitetsbevidst, men han har også den faglige baggrund i orden.

– Da jeg blev matematisk student i 1992, begyndte jeg på HA i Nykøbing Falster og læste til civiløkonom, fortæller den 46-årige Morten Jul, der derefter gennemførte en tømreruddannelse i Vedskølle, og startede egen tømrervirksomhed i 1997.

– Jeg lavede et feriehusprojekt i Tyrkiet sammen med revisor Anders Hove Vestergaard, og det startede vores samarbejde med Interplan, siger han.

De to er i dag direktører i det fælles byggefirma, som også har gang i nybyggeri på Kystvejen.

Nye projekter på vej

– Vi startede på at bygge lejeboliger for cirka fem år siden. Med den historisk lave rente er det en god måde at forrente pengene på, lyder det fra Morten Jul.

Og det har været rigtigt set, for der er over 200 på venteliste til lejeboligerne i Strøby Egede.

– Jeg arbejder nu på et projekt om 50 nye lejeboliger i det nordlige Stevns, oplyser han kort, og så ikke et ord mere om det.

TDC afbryder samtalen, der ønskes designer om noget ledningsgraveri, og også det kan Morten Jul klare.

Eksklusiv og unik

Foran står ejerboligprojektet med Vallø Strand, som der lød kritiske røster om, ikke mindst om byggeriets højde.

– Men det er klaret, siger Morten Jul, og henviser til at det nye byggeri højst bliver 12, 6 meter, og den eksisterende bygning er 14,5 meter høj.

– Når svalerne har udruget går vi i gang, smiler han, og fra august og frem ligger der godt 14 måneders byggeperiode, så indflytningsdatoen er sat til foråret 2021.

Og hvis det følger den hidtidige målsætning for det øvrige byggeri, så kan de kommende beboere på Vallø Strand forvente, at bygningen af deres kommende hjem, er styret af en bygherre hvis vision er, at være med i hele processen fra første streg til aflevering af nøglen til arkitekttegnede huse, som har eksklusiv og unik karakter.

sky

 

Skriv en kommentar