(Last Updated On: 14. november 2017)

Stevns mangler grønne politikere. Ikke et ondt ord om elbiler, sprøjtefri zoner, åbne vandløb og så videre, men det er påfaldende at, såvidt jeg er orienteret, er der ingen, der problematiserer statsvejen som løsningen på de trafikale problemer på Stevns. Det vil øge CO2-udslippet.

Stevns’ CO2-udslip stammer i store træk fra boligopvarmning, transport og landbruget.

Kommunen kan mindske CO2-udslippet ved at energiforbedre egne bygninger, landbruget skal reguleres fra Christiansborg. Tilbage er at tilrettelægge en infrastruktur, der mindsker behovet for først og fremmest bilpendling. Det gøres, som Hårlev Borger- og Erhvervsforening har foreslået, ved at etablere parker og rejs anlæg tilstrækkeligt mange steder.

Fordelene er mange, såfremt den nødvendige kapacitet på lokalbanen er til stede, det er et politisk anliggende.

I stedet for at sidde i kø på motorvejen, og det kommer man til, samt jagte p-pladser, kan man bruge transporttiden til at slappe af, læse eller arbejde med pc.

Det er for dyrt at komme til København, men det kan ændres politisk.

I øvrigt er det ikke gratis at køre i bil. Ifølge FDM koster det 2,50 kr./km og opefter at køre i bil. 20 arbejdsdage til København fra Stevns vil derfor koste 6000 kr. i en minibil.

Regnestykket ser anderledes ud, hvis man kun medregner udgifterne til benzin og service: Benzin1.350 kr., service 600 kr. – cirka 2000 kr., stadig i en minibil.

Derudover vil parker og rejs anlæg ganske givet øge omsætningen hos dagligvareforretningerne; det er nok for optimistisk at tro på nyoprettede nærbutikker.

Niels Hansen
Gl. Køgevej 32
Klippinge

 

Skriv en kommentar