(Last Updated On: 6. august 2019)

Der var stor interesse sidste år, da de historiske landbrugsmaskiner skulle skære harven for.
(Foto: Kim Knudsen)

Enderslev: Over 70 pct. af Stevns’ samlet areal på 249,5 km2 er landbrugsjord, og derfor er det oplagt at afholde „Historiske Høstdage” i Endeslev på Stevns.

Se de historiske maskiner

Det er Veteran Traktorens Venner, som inviterer alle til de historiske høstdage, som i år finder sted i Endeslev, lørdag den 10. og søndag den 11. august, begge dage fra kl.10–16.

Her kan hele familien opleve, hvordan man brugte høstmaskiner i gamle dage.

Pløjes harves og tromles

„Når ikke vi pløjer og harver og tromler, når koen sin middag i kløveren gumler, da går ungdom til dans„ skrev Holger Drachmann i sin kendte midsommervise.

Om der bliver dans til høstarrangementet vides ikke, men alt efter vejret vil der blive arbejdet med mejetærskere, tærskeværk, selvbinder, harve, plov og diverse andre veteranredskaber.

– Man kommer helt tæt på de historiske maskiner, som vedligeholdes løbende og derfor er fuldt funktionsdygtige, lover den lokale arrangør Jens Peter Ridder.

Børn i selskab med forældre eller bedsteforældre kan få fornøjelse af at se, hvordan tingene foregik, “da farfar var ung”, siger han.

Alle er velkomne

Der er gratis adgang, og der kan købes kaffe, kage, øl, vand og pølser med brød til særdeles favorable priser.

Veteran Traktorens Venner er en forening af ca. 70 frivillige entusiaster fra Sydhavsøerne samt Syd- og Midtsjælland, der brænder for gamle traktorer, mejetærskere, maskiner og redskaber.
Det er også samme forening, som står for de årlige Sjællandsmesterskaber i pløjning.

De historiske høstdage foregår på Holtelandsvej 9 i Endeslev ved Hårlev.

sky

 

Skriv en kommentar