(Last Updated On: 11. januar 2019)

Men hun ved mere om landet end mange andre

DR’s ruslandskorrespondent kom hele vejen rundt om det store land fra revolutionen til VM i fodbold. (Foto: Klaus Slavensky)

Strøby Egede: Hvert et sæde var besat, da DR’s ruslandskorrespondent Matilde Kimer gæstede biblioteket i Strøby Egede onsdag den 9. januar, hvor den konkurrerende kanal TV 2 viste “Lykke-Per”.

Komplekse nyheder

Matilde Kimers fortælling om at “Rusland er andet end Putin” skabte stor lykke blandt publikum, der ikke ville slippe den populære tv-journalist, der måtte forlænge aftenens foredrag med en halv time.

– Det er frustrerende at presse komplekse nyheder ned på to minutter og et par spørgsmål fra studieværten, sagde Matilde Kimer som indledning, og fortsatte:

– Derfor er jeg taknemmelig for at få to timer med jer, til at uddybe alt det spændende, som foregår i Rusland.

Taknemmeligheden var gensidig.

Prisbelønnet journalist

Matilde Kimer har dækket Rusland og Ukraine for DR siden 2009; boede i Moskva et helt år sammen med familien for at dække det russiske præsidentvalg og VM i fodbold, og har stadig en lille korrespondentlejlighed dér, selv om hun er flyttet tilbage til Danmark.

– Det er fra lejlighedens altan jeg sender med den smukke udsigt over Kreml, fortalte hun om de regelmæssige faktaindslag, som hun sender om det russiske kontinents 145 mio. indbyggere.

I 2015 vandt hun DR’s Sprogpris, mens hun året før modtog en pris for Årets reportage.

I 2016 udgav hun bogen ” Krigen indeni” med skæbnefortællinger fra revolutionen i Ukraine, og hun blev vinder af Den Berlingske Fonds Journalistpris 2017.

Russisk tour de force

På biblioteket i Strøby Egede viste hun hvor eminent en formidler hun er, da hun tryllebandt tilhørerne med bl.a. 10 minutters historisk tour de force fra revolutionen i 1917, Lenin, Stalin, Gulag, “den store fædrelandskrig”, ’Sputnik-chokket’, den kolde krig, Cuba-krisen, Brezhnevs planøkonomi, Gorbatjovs glasnost til røverkapitalismen, Jeltsin, Tjetjenien og Putin.

Matilde Kimer opdelte Putins regime i tre faser, men oplægget var ikke alene præget af storpolitik.

Korruption og pension

Hun vekslede professionelt mellem tunge fakta, morsomme anekdoter, oversatte russiske sange og tv-klip fra reportager om og med den almindelige russer.

– Den største indenrigspolitiske debat handler om penge, især pensionsforholdene, oplyste Matilde Kimer og fortalte, at der bag kritikken af en gennemsnitlig pension på 1.350 kr. om måneden, ligger en udtalt kritik af “kleptomantiet” og systemets korruption.

Demokrati og demokrati

Hun fortalte om det populære band “Leningrad” og satiriske sange; om VM hvor en amerikaner tilbød en russer sin kørestol; om racisme i Rusland i forhold til Kina. Men også om hendes betagelse af “vildskaben”.

– Russerne har store følelser, altid parat til fest.

Der var flere spørgsmål til Kimer om russiske net-trolde, fake news og hacking, og hun svarede bl.a., at et samfund, som det danske, som evner at hele de sprækker der er, aldrig vil blive splittet, selv om det er det, som internettroldene ønsker.

– Men russerne har ikke end anden dna end os andre og ønsker også et fredeligt demokrati, på deres egen måde.

Et smil og et pas

Propaganda, løgne og sandheder var omdrejningspunkt for andre spørgsmål, og Matilde Kimer introducerede begrebet “vranjo” som handler om den indre og ydre sandhed, en slags janus-mentalitet, som præger mange russere.

– En russer sagde en gang til mig, at skandinaverne smiler altid, undtagen hvis de har ikke har grund til det; russere smiler kun hvis de har en grund til det.

Aftenen sluttede med velfortjent applaus, og Matilde Kimer fik lige fortalt, at hun altid havde sit pas i lommen, hvis nu …

Alle de fremmødte glædede sig til næste gang hun bruger det, så de kan gense den seriøse reporter på sin altan i Moskva.

Mødet var arrangeret af LOF Stevns og Stevnsbibliotekerne.

sky

Mathilde Kimer var en populær foredragsholder. (Foto: Klaus Slavensky)

 

Skriv en kommentar