(Last Updated On: 26. januar 2018)

Store Heddinge: Lørdag den 17. februar 2018 klokken 20 går det løs i Gigantium i Aalborg, når en af årets største fester for landets børnefamilier bliver skudt i gang. Det er 19. gang at DR afholder den populære sangkonkurrence for børn og unge. MGP hedder konkurrencen, og finalisterne kommer fra alle hjørner af Danmark og repræsenterer musikgenrer indenfor både rock, rap og pop.

Snurretoppen i Algade har sørget for, at de stevnske børn også kan feste med fra kl. 20, hvor der vil være direkte transmission fra DR på det store biograflærred i salen.

Dørene åbnes kl. 19 og man må gerne tage en voksen med.

Hvem vinder?

Det bliver en spændende aften, for hvem vinder mon årets børnegrandprix – bliver det Ella, Karla og Sidsel eller Milo med sangen »Se mig« eller en helt tredje?

Der vil være en konkurrence i Snurretoppen, hvor man skal gætte på årets vinder – og der er tre præmier på højkant blandt de rigtige svar.

Det er ganske gratis at være med, og billetter kan afhentes i Snurretoppen fredag den 2. februar mellem kl. 18 og 19, lørdag den 3. februar mellem kl. 12.30 og 13.30 samt søndag den 4. februar mellem kl. 18 og 19.

Antallet af billetter er begrænset.
rmh

Skriv en kommentar