(Last Updated On: 8. august 2017)

Den store vinfest på Stevns har vin fra alverdens førende vinlande

Tommy Nielsen fra Holte Vinlager er en af de fire ankermænd, som står bag vinfesten i Store Heddinge. Indehaveren glæder sig til at trække flasker op på Nytorv lørdag den 12. august. (Foto: Klaus Slavensky)

Store Heddinge: Når vinfesten hiver proppen op kl. 11 lørdag den 12. august, så er der lagt op til et velsmagende møde med det meste af verden.

Og meget praktisk så går både ord som ’drikke’ og ’vin’ igen på de fleste indoeuropæiske sprog.

Reprise vinsucces

Sidste års vinfest var en succes med over 800 betalende gæster, fortæller en af arrangørerne, Tommy Nielsen fra Holte Vinlager.

– Jeg glæder mig så meget, også til at præsentere vine fra f.eks. Portugal, Chile, Spanien, lyder det oprigtigt, og vin entusiasten, der tilføjer, at han vil blandt andet vil fremhæve en vin fra di Govone fra 2015, som bærer det festlige navn »Anniversario«, hvilket passer godt til en vinfest.

Personlige vinguider

De tre andre arrangører af den store stevnske vinfest er Café Algade, From Italy og Meny i Store Heddinge.

Som noget nyt vil der være 10 timers underholdning, og det hele samles denne gang på Nytorv med musikscene, telt, grill og mad til 70 kroner per mund. Der vil sågar være en ølvogn for de mindre vinglade.

Pia Damsgaard fra Café Algade er vinfestens græske ekspert. Hun har en af torvets fire vinstande, som vil dufte af druer og emme af sydeuropæisk stemning,
– Vi har alle et personligt engagement i de vine vi præsenterer, siger hun og fortsætter:

– Frants fra »From Italy« er naturligvis vores Italienekspert og Tina fra »Meny« og Tommy fra »Holte Vinlager« er dygtige allroundfolk.

Spar penge ved tilmelding

Vil man deltage i vinfesten, så kan man møde op og betale et gebyr på 175 kr. og få smagsprøver her og der. Hvis man tilmelder sig på forhånd er prisen kun 145 kr.

Det kan man på det vinøse navn billetto.dk og skrive stevns vinfest. Der er stadig billetter at få. Og så har man vinfestadgang frem til kl. 21.

Tilbage er blot at sige: Cheers, prost, salute, à votre santé, yamas, saude, serefe, na zdarovya og skål!
sky

 

Skriv en kommentar