(Last Updated On: 22. januar 2018)

Stevns: Nu er der godt nyt til økonomisk trængte børnefamilier på Stevns.

Mødrehjælpen Køge Lokalforening indgår samarbejde med Sundhedsplejen i Stevns Kommune for at tilbyde babystartpakke til økonomisk trængte og nybagte forældre.

Samarbejde med kommunen

Det er også muligt at komme i betragtning til en søskende-pakke i forbindelse med at man modtager en babystartpakke. Behovet for at kunne supplere de større søskende med en tøjpakke kan være stort, når familien vokser, har Mødrehjælpen erfaring med.

– Det glæder vi os meget over, da vi ved, at der er et behov, fortæller Charlotte Malmroes, som er formand for Mødrehjælpen i Køge, og hun fortsætter:

– Stevns Kommune og Stevns Frivillighedscenter har været meget imødekommende og har vist vejen til dette samarbejde. Og Socialt- og Sundhedsudvalget har bevilget § 18 midler til at gøre det muligt.

Flere aktiviteter på vej

Mødrehjælpen har planer om at starte en pop-up børnegenbrugsbutik i Hårlev i marts måned.

– Vi er i øjeblikket ved at finde ud af, hvor i Hårlev vi kan poppe op, så kender du et egnet butikslokale vi kan være i, hører vi gerne fra dig, lyder opfordringen fra Charlotte Malmroes.

Der er desuden planlagt fællesmadlavning og -spisning for børnefamilier på Hotherskolen. Aktiviteten hedder »Måltidet«, og er en af Mødrehjælpens netværksskabende aktiviteter.

Torsdag den 1. Februar kl. 17.30 inviterer Mødrehjælpen Køge til informationsmøde om Mødrehjælpens arbejde og aktiviteter, hvor det også er muligt at melde sig som frivillig. Det foregår på Stevns Frivillighedscenter i Hovedgaden 46 i Hårlev.

sky

 

Skriv en kommentar