(Last Updated On: 6. marts 2019)

Samtale med Sylvester om livet som Leif og omvendt

Leif Sylvester komponerer sine sange ved klaveret i sit atelier. (Foto: Klaus Slavensky)

 

Musik: Han er tømrer, kunstmaler, grafiker, musiker og skuespiller. Kort sagt multikunstner. Men også arbejderdreng fra de røde lejekaserner på Amager med mottoet: ”Jeg vil, jeg skal, jeg gør”, for han kan også noget med ord.

On the road again

Vi sidder i hans atelier, som er fransk for tømrerværksted, så det passer fint med hans håndværkerbaggrund. Der er på alle måder højt til loftet hos Leif Sylvester, og farverigt. En palet af malerbøtter, skulpturer i stentøj og træ, staffelier med et par halvfærdige malerier, som skal være en del af en udstilling i 2020, hvor han fylder 80 år.
Sylvester har ikke malerier på lager, har svært ved at følge med efterspørgslen, og selv er han langt fra en lagervare, Han er en ener, som ikke kan holde sig til én ting, og snart skiftes penslen ud med en mikrofon, for han er efter en pause på godt 30 år ”on the road again” med sine sange.

Startede med jazzmusik

Vi skal tale musik. Det er derfor, vi mødes på værkstedet, som også har plads til et trommesæt, klaver, guitarer og flere dekorative blæseinstrumenter.
– Jeg spillede trommer i Cap Horn i Nyhavn, jazzmusik, som 16-17-årig. Jeg kom lidt ind for tidligt, jeg så bare voksen ud, siger Leif Sylvester og griner. Dengang var myndighedsalderen 21 år, men politiet holdt ikke øje med, om musikerne opfyldte adgangskravene til beværtningerne.
– Der spillede jeg i nogle år som afløser, lidt med Ricardo, Papa Benny og forskellige jazzband.

Tre greb på guitaren

Sylvester startede samtidig med Ole ”Fessor” Lindgreen i ungdomsklubben i Tårnby. Men den senere berømte basunist gik til spil og drønede forud for de andre, husker Sylvester.
– Jeg er den type, der, som når jeg bare har lært tre greb på en guitar, så er jeg færdig og klar. Det er det samme med klaver, jeg kan tre-fire klodser, og da jeg lærte at spille trommer, så blev det også lidt småt. Dengang var det jo på cykel, og der var ikke plads til stortromme og hi-hat og sådan noget, fortæller han.
Sylvester lærte derfor aldrig at spille på et større trommesæt, men stampede i stedet i gulvet, og så var det lilletromme og bækkener, That’s all folks.
– Men det gik, for det er nemt at falde ind i New Orleans-musik. Man kigger på hinanden, og der er de breaks, som der er. Det kan du ikke med rockmusikken, som er mere arrangeret, siger han.

Gøgl og gadecirkus

Deres udsendte havde glæden af at arbejde sammen med Leif Sylvester tilbage i 1970’erne, hvor Sylvester lavede musik til bl.a. teatergruppen Skifteholdet. Men det med at komponere begyndte tidligere.
– Det startede faktisk med Erik Clausens og mit gadecirkus, hvor vi manglede noget musik. Det var omkring 1969-70. Vi kunne ikke finde noget musik, som passede til vores tryllenumre, og så begyndte jeg selv at lave det, mindes Sylvester.
– Der kom først rigtigt tryk på, da vi gik indendørs i Jytte Abildstrøms Teater i Riddersalen. Så ville jeg fa’me have et orkester med en sangerinde. Så jeg blev klædt ud som dame, som skulle synge nogle sange, inden publikum kom på plads. Det var faktisk de første rigtige sange, som jeg lavede.

Det første album

En af tilskuerne til forestillingen var musiker og producer Peter Abrahamsen, som sagde til Sylvester: “Du skal sgu da lave en plade.” Han var leder af Gyldendals pladeforlag Exlibris.
– Og jeg sagde, “Arh, jeg har jo kun de tre numre”. “Så lav nogle flere”, og så begyndte jeg at arbejde med det, men havde slet ikke i tankerne, at jeg selv skulle synge. Men det skulle jeg så selv, og sådan blev det.
De gutter, vi fik samlet som musikere, var så også med på den første LP, “Store Sonja”, fortæller Sylvester om gennembruddet i 1977.

“Mormors kolonihavehus”

Et af numrene i gadegøglet gik ud på, at Sylvester, som stærk mand, skulle stikke et syvtommersøm helt op i næsen. Bagefter skulle en dame fra publikum hive det ud igen, og Erik Clausen beroligede altid med ordene: ”Rolig, rolig, du støder ikke på noget. Han er fra Amager!”
Men der var mere ben i næsen end blot plads til et søm.
– Den første plade lavede jeg alene, og de næste lavede Erik og jeg, og så kom Eva ind i billedet, hun var med på kor på den første.
Og det ene album tog det andet, og ”Mormors kolonihavehus”, med Eva Madsen som refrainsanger, blev en landeplage på niveau med Benny Andersens Svanteviser. Samme Benny Andersen, som har sagt: ”Leif Sylvester er jo noget for sig, men han er sgu også noget for mig.”

Rocking Silver-effekten

Men det stoppede i 1986. ”Hvorfor?”
– Jeg syntes, at jeg var færdig med musikken. Jeg havde ikke mere at sige. Når du skriver tekster om dig selv, så skal det være en nødvendighed. Jeg lå og rodede rundt, hvad skal jeg skrive om? Kærlighed? Dem havde jeg lavet otte af. Så til sidst sagde jeg: Nej. Jeg har altid sagt, at hvis man ikke har noget at sige, så hold din kæft, ikke? Så måtte jeg jo selv lide under den, konstaterer Sylvester og griner.
“Er der så gået lidt Rocking Silver i den nu?” vil Deres udsendte vide med en reference til Clausen-filmen af samme navn, om et band, som forsøger et comeback, med Sylvester som frontfiguren Benny og med hans egen musik.
– Jaa, naaj, kommer det fra Sylvester, som trækker på det.
– Jeg synes, at … udefra er det ikke sikkert, at man kan høre den store forskel, jeg ved det ikke, men jeg synes, at jeg har rykket mig. I hvert fald tekstmæssigt. Melodisk ved jeg sgu ikke, der kan man jo ikke lave meget mere end det, man kan.

Familiealbummet

Fakta er, at det begyndte igen efter næsten tre årtiers pause fra musikscenen med comebackalbummet ”Ama’r” i 2017, og bandet Leif Sylvester Family and Friends var en realitet.
Det hedder bandet, fordi Sylvesters datter med Eva Madsen, Mia, er med, Sylvesters svigersøn Jeppe Skjold spiller saxofonen, og hans niece er på kor. Og så er der guitaristen Jarno Varsted, som Sylvester boede sammen med i et kollektiv i Lejre.
– Idéen til Family-bandet startede med, at jeg lavede cover til guitaristen Jarno Varsteds The Young Comets album. På det tidspunkt havde jeg lavet en bog med små digte, som hed “Mig og de andre”. Og så sagde han, at det kunne være sjovt at lave lidt musik til de digte. Og “Nååår ja, det ku’ vi godt”, og så endte det med, at vi mødtes i atelieret med bl.a. min svigersøn, og så spillede vi lidt.
– Det var okay, det var sgu ikke meget, som kom ud af det, men det gjorde, at jeg satte mig ned og lavede sange og melodier. Og når jeg så har sagt ja, så bliver det nødt til at køre; så kører det. Og så skulle vi lave otte sange til det første album, og otte til det næste. Og jeg har gennem årene samlet op i de godt 30 år, hvor jeg ikke har optrådt.

Sange om livet

Vi taler om sangene, om ord, fortællinger, om der er et budskab?
– Det er mere om livet og mig, kommer det langsomt fra Sylvester, som fortsætter:
– Da vi skulle til at optræde igen, syntes jeg, at jeg skulle have et andet udgangspunkt end det udvendige, hvor det var samfundet, som var i fokus.  Nu er det mere, hvad “jeg” har været ude for. Jeg har brugt mig selv. Uden at komme for tæt, det bliver ikke privat. Men udgangspunktet er det indre, det må man sige.
“Kan du give et eksempel?”
– Ja, jeg har jo været på hospitalet, haft lungekræft og blevet opereret for min ryg. Og jeg gik rundt og oplevede andre patienters skæbne, som f.eks. nogle unge forældre med et dødfødt barn. Det var i skumringstimen, hvor lyset satte sig, og ud fra det lavede jeg så et nummer, som hedder “Håbets hotel”. Det lyder sådan, siger Sylvester og spiller nummeret, som er båret af et tungt klaver, en smertende sax og kor. ”Skyggerne bliver lange, og timen bliver blå, og troen og chancerne er små”, lyder hans hæse stemme.

Døden og familiegravstedet

“Vi er vel stadig ude i noget socialrealistisk?”
– Jo, det er vi. Men med mig selv som udgangspunkt i mange af tilfældene. Jeg har f.eks. lavet min egen begravelsessang, hvor jeg ligger i kisten, med undertitlen “Til de efterladte”.
Leif Sylvester har tidligere forholdt sig til døden og lavet et familiegravsted på Assistens Kirkegård i København. Han har selvfølgelig selv skabt gravstenen med en af sine karakteristiske figurer, der med åbne arme indbyder hele familien til dels at blive begravet der, dels at mindes de døde. ”Det var det”, står der med store bogstaver. Han vil gerne skabe en ny tradition i familien.
– Jo, jo, jeg har jo været dødelig syg nogle gange, og så har det hele været oppe og vende. Hvad så med livet, har jeg gjort det rigtigt? Jeg bliver nødt til at have et fortroligt forhold til døden for at kunne holde ud at vide, at jeg kunne dø. Det er ligesom, jo flere gange du siger det, jo mindre betydning får det, siger han eftertænksomt.

”Af stjernestøv er vi kommet …”

Og så er vi tilbage til New Orleans-jazzen, tanken bag er fuldstændig som en begravelse i New Orleans. Leif Sylvester afspiller et nummer: håndholdte trommer, klagende klarinet, man ser optoget for sig med brassband og viftende parasol og hvide lommetørklæder.
– Når de banker låget på, vil jeg huske, at jeg fik alt, jeg kunne få, så vil jeg ligge med et smil på min mund og tænke: undskyld, at jeg er lidt tung, jeg har levet på godt og på ondt, så gå forsigtigt, så jeg ikke rutsjer rundt.
Omkvædet sætter eftermælet: Af stjernestøv er vi kommet, til stjernestøv skal vi bliv’, af stjernestøv vil vi altid være …

Hverdagens glæder

Leif Sylvester sidder og fortæller indimellem stumper fra sangene, og det er også den måde, koncerterne foregår på.
– Jeg fortæller meget om baggrunden for numrene. Men de handler også om hverdagens glæder. Jeg har jo ikke så travlt mere, så om morgenen ligger vi og smånusser, og så kan vi ligge og se, dagen starte. Og det har jeg skrevet en sang om. Du skal lige høre den. “Alene igen” hedder den og beskriver følelser efter skilsmisse, men den er alligevel lidt sjov … det er ikke bare elendighed, siger han med et smil, før teksten tager over:
”Når kærligheden blegner og der ikke er mere at gør’/ så blir’ man nødt til at pakke og finde udgangsdør’. Men det, som er det værste/ er ikke at have nogen kæreste.”

Kanten på en kaffekop

Leif Sylvester har evnen til at få kunst ud af hverdagslivet, som f.eks. “Godmorgen”, som han fortæller, at han skrev, da han og konen en morgen vågnede, trak gardinet fra og så ud på daggryet. Hans helt egen Grieg’ske morgenstemning.
“Godmorgen. Se morgenhimlens lyserøde guld, hør fuglene synger, en ny dag begynder, dit lune smil og din krop, kan få mit hjerte i galop, og se nu stiger solen op, over kanten på min kaffekop.”
Ordene trækkes ud, for ligesom at forlænge morgenstundens magiske stemning.

Den store lyd

Leif Sylvester bliver ligeså varm som en nattedyne, når han taler om de gamle venner, som medvirker på pladen, og hvor enkelte er tilbage fra Nyhavn-tiden, ”Fessor” og Nulle, hvis klarinet trækker toner så lange som søvnige solstriber.
– Da jeg begyndte at optræde med musik igen, besluttede jeg mig for ikke at ville tage et lille band, som kan optræde alle vegne, bare for at få job. Det rager mig en skid. Vi skal lave det fede job, det fede band, vi vil have den store lyd. For den musikalske oplevelse har jeg ikke med det lille band. Den der Wauuu! Hvor der står tre korpiger og topper lyden. Så bliver du båret frem, slutter han.

Totalforestilling

Men jeg har det ligeså godt med duoen. Den er selvfølgelig musikalsk lidt tynd, men med en god el-guitar og så blandet op med lidt oplæsning af digte, mens der spilles lidt underlægningsmusik. Musik møder lyrik. Det bliver ikke en koncert, men mere et musikalsk foredrag, en totalforestilling.
Jeg lavede et cover til Jarno Varstes band, og på den måde mødtes vi igen efter godt 20 år, og han er en del af mit “lille band”, og han er med, når vi optræder som duo med “Mit liv som Leif.”

Mere om duoen

“Fortæl mig lidt om din duo.”
– Det er lidt anderledes. Det er mere snak. Og lidt mere “Mit liv som Leif”. Der kan jeg finde på at starte med, at jeg bliver født, da bombeflyverne flyver ind over København, lyder det, og han nævner en passant armodstiden under og efter krigen, hvor man ikke havde noget, og alt var erstatningskaffe og den slags.
– Jeg er også ved at skrive en slags erindringer. Det, som jeg i virkeligheden laver, er overgange til sangene. Så derfor vil jeg nok ende med “Født til at dø”. Så vi skal først rundt om alt det med død og ødelæggelse, krig og pis og lort, og at livet er skrøbeligt, og vi skal passe på det, mens vi har det. En hyldest til livet.

Kvinder og elskerinder

Livet er også præget af tilfældigheder. Og Leif Sylvester har f.eks. skrevet en sang om en, som hedder “Olivia”, som man møder i en port, får fantastisk erotik, alt sådan noget, og så går hun den anden vej, man ses ikke mere. Hvad nu, hvis man var gået efter hende? Hvordan havde ens liv så været?
– Jeg har jo selv prøvet det, også været alene; har fem børn med tre forskellige kvinder. Sidste gang jeg blev skilt, så besluttede jeg mig for, at nu gad jeg ikke det der pis mere, rende rundt og støve noget op, næ, kunsten skulle blive min elskerinde. Og så sker der selvfølgelig det, som skal ske, så dukker hun op. Den eneste ene, siger jeg så. Nummer fem, griner han.

Sange, som er vedkommende

Derfor har Leif Sylvester også skrevet “Den dag jeg mødte dig”, men han understreger, at selv om sangene handler om hans liv, så er de også et billede på alle andres tilværelse. Oplevelser, som kan genkendes, og derfor er vedkommende.
– Det er de kommentarer, som jeg har fået. Det er åbent og ærligt, og folk kan godt finde sig selv i fortællingerne og sangene.
Han begyndte at optræde med ”Mit liv som Leif” i 2018, og indtil nu har han præsenteret det to gange.
Vi kigger lidt i hans bog, ”Mig og de andre”, som er en slags livets sang, en billedbog med herlige skæve rim.

Tekst og musik

“Det klassiske spørgsmål: Er det teksten eller musikken, som kommer først?”
– Det bliver skabt samtidig. Idéen er der, svarer Leif Sylvester og gentager: Idéen.
– Jeg komponerer på piano og guitar. Den sidste, som jeg lavede, handler om, at jeg ikke kunne sove, fordi der var fuldmåne. “Månen er fuld, bare det var mig”. Jeg eksperimenterer mig frem, og hvis jeg løber tør, og det lyder lidt for ens, så kommer Jarno og hjælper mig lidt og gør det lidt mere spændende, og så er vi to om den melodi. Jeg har jo den begrænsning med de tre greb og altid laver det i C-dur, c-f, g-f.

Forskellige kunstarter

“Hvad er det, som gør, at kunstnere prøver kræfter med forskellige kunstarter?”
– Jeg tror, at man kan, fordi man forholder sig til samme virkelighed med forskellige virkemidler. Scherfig var jo lige så skæv i sine malerier, som han var i det, han skrev. Når han malede, var det ofte med dyr. De små i samfundet over for de store. Kaninen, som var bange for løven.
– Jeg ved det sgu ikke, Sylvester trækker på det, kniber øjnene sammen, tænker og tager fat igen:
– Men jeg tror, at når jeg f.eks. skal skrive, så angriber jeg det på samme måde, som når jeg maler.  Der er jo mange, som udtrykker sig på mere end én måde. Jeg synes, at det hænger sammen. Hvis det er overfladisk i et billede, så er der også en halvdårlig tekst.

De skæve skønheder

“Kan du selv se en sammenhæng, når du maler, laver en skulptur og skriver en sang?”
– Det kommer fra det samme center. Det er jo det inde i mig, at jeg vil udtrykke mig og ikke kan lade være. Jeg bruger den samme åre, lige meget hvad jeg beskæftiger mig med. Hvordan skal jeg …, når digtene har deres krav, hvis de f.eks. skal rime i hver anden linje, så er det et benspænd. Så er det det, som er opgaven. Og det kan jeg godt lide, at de skal ende med ordspil, som på en måde er lidt skæve og kan betyde flere forskellige ting. Det går igen i mine malerier, siger Leif og peger på et igangværende lærred, når det hedder “Green Tree Dog” med tvillingehunde.
-Det findes jo ikke i virkeligheden, og mange af mine malerier viser skæve eksistenser. Jeg lavede en udstilling, som hed “Skæve skønheder”, og det er jo mit udgangspunkt, der er jo ikke nogen, som kan leve op til det ideelle. Vi er jo allesammen nogle skæve skønheder.

Udfordringer og benspænd

“Laver du også benspænd i kunsten?”
– Ja, men på en anden måde. For det første kigger jeg ikke på noget, som jeg har lavet. Det skal være nyt og fremadrettet hele tiden, Billedet har sin egen lovmæssighed fra gang til gang. Jeg ved aldrig, hvad jeg vil komme til at lave, når jeg maler. Med digte og sange er det noget andet. Jeg har en idé, men ved ikke, hvad det udarter sig til. Jeg er nødt til at udfordre mig selv. Når jeg maler, kan jeg opleve, at det ikke duer med en farve, men så beholder jeg den, kæmper med den. Jeg kan komme i perioder, hvor det går ad helvede til, lige meget hvad jeg laver, så vælger jeg forkert. Det er jo et valg, et fravalg, hele tiden.

Den gode farve, figur og akkord

“Falder det nemmere at lave musikken?” bliver den irriterende journalist ved. Der er en lang pause …
– Det kan sammenlignes og ikke sammenlignes. Det er en oplevelse. Hvis jeg finder en god akkord, så er det ligesom at finde en god farve eller en god figur. Så kædes det sammen, og man ender med at lave et godt billede eller ender med at lave en god sang. Så det bliver din oplevelse af, hvad der skal til, før det bliver godt. Det er afgørende for resultatet, fastslår Leif Sylvester.

Ingen klapper af et maleri

“Men når du laver musikken, så samarbejder du med nogen om finessen …”
– Ja, musikerne er mine farver.
“Jo, men de har vel nogen indflydelse?”
– Det er rigtigt, men i sidste ende bestemmer jeg. Men når jeg maler, er jeg alene. Den skabelsesproces er mere ensom. Det er mere kollektivt i musikken. Men man skaber jo selv nødvendigheden. “Vi skal ud og spille. Vi skal lave noget musik”. Det er klart, at der er stor forskel på og stå derude og levere og få reaktionen her og nu og så stå og male i et år og så fernisering, og først der kommer de og klapper dig på skulderen eller køber det. Der er stor forskel. Der er mere interaktion, når man giver en koncert. Der er ingen, som klapper, når du er færdig med et billede.
Lige nu går jeg og maler til en udstilling, som jeg har om halvandet år. Til min 80-års fødselsdag.

Valg af temaer

“Vælger du så et tema, som du gør til musikken?”
– Nej, det gør jeg ikke. Og til musikken er der én idé, i malerier kommer idéerne.
“Maler du til musik?”
– Ja, det gør jeg indimellem. Jeg kan lide blues. Jeg tror, at jeg ender i jazzen igen. Jeg er i gang med at lave nogle engelske tekster til jazzmusik. De er noget anderledes end de danske, de er mere brede, jeg har bl.a. lavet en, som hedder “Lady Day”. Jeg må se, hvad det bliver til, tilføjer han.
I baggrunden står der både trompet og saxofon og lokker Leif nærmere jazzuniverset. Og kalder ham også hen til et piano.

De åbne armes kunst

Leif Sylvester sætter sig hen til klaveret og spiller. Han er begyndt at vende tilbage til jazzen, fortæller han.
Og nu skal jeg høre et nummer, som han arbejder med, om månen, ud fra devisen ”Månen er fuld, hvorfor er jeg ikke”.
– Månesangen, den kan nok blive god. Jeg kan ikke skrive noder. Jeg husker melodierne, og så når Jarno kommer, så spiller jeg dem for ham.  Jeg optager dem sjældent, men skriver lidt akkorder.
Så snart jeg har lavet dem, så kan jeg huske dem. Men teksterne kniber det med, kommer det ærligt fra entertaineren.
Han sidder også og laver lidt skitser, mens han komponerer. Bl.a. en fire meter lang låge, som skal til Bechs kulturhave i Varde. En typisk fyldig og varm Sylvester-figur med åbne arme, der byder velkommen.
Det er med garanti også en sådan velkomst, hans publikum får, når koncerten med Leif Sylvester Family and Friends sætter strøm på musikken.

sky

Leif Sylvester – Family and Friends

Onsdag den 27. marts kl. 20
Snurretoppen – Algade 32 – Store Heddinge
Billetter: www.spilledaasen-stevns.dk
Arrangør: Spilledåsen

Skriv en kommentar