(Last Updated On: 14. maj 2019)

Strøby: Foreningen for Tryggevælde- og Stevns Ådals Bevarelse inviterer til nattergaletur i Tryggevælde Ådal mandag den 20. maj kl. 19.30.

Turleder er ornitolog Niels Knudsen fra Køge, der kyndigt vil lede deltagerne igennem de mange fuglestemmer.

– Niels har fra barnsben været meget interesseret i fugle. Han er eminent til at kende dem på stemmerne og har som ornitolog ledet mange ture, især for Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomitéer og ’Natur-Øst’, en forening, som han selv har været initiativtager til, oplyser Inge Ambus fra Tryggevælde- og Stevns Ådals Bevarelse.

Turen starter fra parkeringspladsen ved Strøby Kirke med kurs direkte mod ådalen. Der blive rig mulighed for at opleve fuglesang fra oven, heriblandt solsortens aftensang og rørspurven.

– På vejen ind over engene kan vi være heldige at møde både viber, rødben og måske den gule vipstjert. Måske dukker bekkasinen op og viser sin flotte parringsflugt, og måske er rørhøgen på jagt lavt flyvende hen over engen eller siddende på en pæl. Både sivsanger, rørsanger og kærsanger holder til i området. I krattet på den anden side af ådalen sidder tornsanger og underholder, men vi har ofte mødt flere andre, fortæller Inge Ambus.

Især nede omkring fællesengene dominerer de mange nattergale, der holder til i pilekrattet, og der er endvidere mulighed for at høre den sjældne engsnarre, der i nogle år har besøgt engene.

Også storken, uglerne m.fl. vil der være chance for at høre.

Medbring en termokande med varm kaffe eller te, kikkert, fornuftigt tøj og gerne et par solide gummistøvler, da der kan være fugtigt og vådt nede i ådalen.

Alle er velkomne. Fugleturen er gratis for medlemmer, mens ikke-medlemmer skal betale 25 kr.

(Foto: Anne Jørgensen)

Skriv en kommentar