(Last Updated On: 12. oktober 2018)

Mandehoved: For 25 år siden åbnede Stevns Naturcenter. Jubilæet blev fejret lørdag den 1. oktober med taler, champignonsuppe og bålhygge på naturcentret og ved Flagbanken.

Tidligere naturvejleder Peer Nørgaard og nuværende naturvejleder Rasmus Elvekjær bød velkommen. (Fotos: Rikke Michael Hansen)

Med til at fejre jubilæet var Peer Nørgaard, som de første 17 år var naturvejleder i huset. Han har tilbragt adskillige timer på Mandehoved for at formidle viden om den lokale natur på Stevns, først på halv tid, senere i en fuldtidsstilling. For otte har siden gik han på pension.

Efter Peer Nørgaard fulgte Kirsten Føns i stillingen som naturvejleder, og i årene 2010-2017 hørte stedets aktiviteter og drift under Østsjællands Museum. Da Kirsten Føns i øjeblikket opholder sig i Grønland, deltog hun dog ikke ved lørdagens jubilæumsarrangement.

Det gjorde til gengæld stedets nuværende naturvejleder, Rasmus Elvekjær, som tidligere i år blev ansat af Stevns Kommune. Den 1. januar i år kom naturcentret nemlig retur til kommunen, idet museet ikke længere ønskede at påtage sig ansvaret for at drive naturcenter.

Også Østsjælland Museum var repræsenteret ved administrationschef Ilse Sørensen.

Mere vild natur

Alle tre holdt taler indenfor i naturcentret, som egentlig var optaget til anden side denne eftermiddag, idet Dansk Flygtninghjælp Ungdom havde lejet stedet. De var dog på ekskursion det meste af dagen, hvorfor der i dagens anledning var adgang til fællesrummet.

Rasmus Elvekjær løftede bl.a. sløret for nogle af sine planer for fremtidens naturcenter. Hans primære opgave vil være formidling til skoleklasser. Lærerkurser vil hans også gerne prioritere. Naturvejlederen er samtidig bevidst om, at huset trænger til en kærlig hånd, og vil løbende søge at udbedre og forbedre huset – omend både tid og økonomi er begrænsende faktorer. Rasmus har også planer om at indrette skiftende udstillinger og aktivitetshjørner rundt omkring i huset, og så har han en stort ønske om at skabe mere natur, både ved naturcentret og andre steder i kommunen.

– Jeg vil starte med Flagbanken. Da jeg kom hertil lignede det næsten en golfbane, men det er jo et naturcenter, så jeg synes godt, at der må være mere vild natur; både her og andre steder i kommunen med højere græs, vilde vejkanter, døde træer osv. Vi er nød til at tage de små frimærker vi har, sagde Rasmus Elvekjær.

Suppe og snobrød

I det fantastiske efterårsvejr fortsatte eftermiddagen på bålpladsen ved Flagbankens shelterområde, hvor der var tilberedt champignongsuppe over bål og sørget for snobrødsdej og -pinde til børnene.
rmh

Læs også historien: Fra soldaterhjem til naturcenter

Og læs mere om naturvejleder, Rasmus Elvekjær: På opdagelse i naturen

Skriv en kommentar