(Last Updated On: 28. december 2017)

Fra venstre ses udstykker Anker Nielsen, Anders Valentin fra KLAR Forsyning, Ole Rasmussen fra Dines Jørgensen & Co, samt Jan Nielsen og Bjarne Nørhave fra entreprenørvirksomheden Jan Nielsen A/S. (Privatfoto)

Strøby Egede: Byggemodningen af Nicolinelund er nået til en milepæl. Der er nu anlagt og forbundet kloakker til samtlige villagrunde og gårdhavehusenes første etape langs Stevnsvej. Derfor overdrages hele kloaknettet i det nye villakvarter i Strøby Egede nu til KLAR Forsyning.

– Aktivitetsniveauet har været meget højt i Nicolinelund de sidste par år. Vi har byggemodnet området, samtidig med at de nye naboer har været i fuld gang med at bygge deres huse. Der har været trængsel på de smalle veje, og vejret har ikke altid været lige godt, så både naboer og kloakteamet har i den grad haft brug for gummistøvlerne, fortæller Anker Nielsen, som sammen med sin hustru Käte Magdalene Gjørup står for udviklingen af Nicolinelund på deres gård, Stolpegaard.

Erfarne samarbejdspartnere

Den lokale entreprenør Jan Nielsen har – med byggeformand Bjarne Nørhave i spidsen – været på overarbejde i Nicolinelund, blandt andet fordi vejene i kvarteret snor sig organisk ind mellem husene. I traditionelle udstykninger ligger byggegrundene som perler på en snor, men når vejene snor sig som i Nicolinelund, er kloakkerne nødt til at følge med.

– Jan Nielsen og hans dygtige folk har gjort et utroligt flot stykke arbejde under til tider ret pressede forhold. Bjarne, der er kommet på fornavn med flere af naboerne, har sammen med kollegerne været meget hjælpsomme med alle slags opgaver, og har været gode sparringspartnere, når konkrete problemer skulle løses. Det er lige fra at få den rette bue i sætningen af kantsten til hjælp med flytning af buske, fortæller Anker og fortsætter.

– Vi har også haft et fantastisk godt samarbejde med KLAR Forsynings projektleder Anders Valentin og har hele vejen haft glæde af en sikker og rolig styring fra vores rådgivende ingeniør Ole Rasmussen fra Dines Jørgensen & Co.

Ankers hustru, Käte, stemmer i.

– Man ser jo ikke lige kloakkerne til hverdag, og heldigvis for det, men de snoede veje og de kommende grønne områder med æbletræer og anden spændende beplantning samt de smukke, diskrete lamper begynder nu rigtigt at folde sig ud. Og det nyder vi dagligt sammen med vores mange nye naboer.

Landsbyer, gadekær og eng

Udstykkerparret er klar med en markant udvidelse af Nicolinelund på det store markområde ned mod kysten. På sigt vil der på dette område blive etableret fire landsbyer med hvert sit gadekær, samt en meget stor fælles eng for hele Nicolinelund til gavn for både de nye kommende naboer og for områdets insekt- og dyreliv.

– Den nye etape byder også på bæredygtig regnvandsopsamling, hvilket Anders Vallentin og Ole Rasmussen har givet god inspiration til. Vi mangler de sidste detaljer, før lokalplansarbejdet kan bringes til ende, men vi forventer, at vi er klar til udvidelse – og herunder endnu flere snoede kloakker – i løbet af 2018, slutter Anker.

 

Skriv en kommentar