(Last Updated On: 13. juli 2018)

Og pris til Rødvig-Revyen

Kasper D. Gattrup er nomineret til Årets Dirch 2018. (Foto: Klaus Slavensky)

Rødvig: Kasper D. Gattrup, der igen i år spiller med i Revyperler, er nomineret til prisen som Årets Revykunstner – også kaldet Årets Dirch.

Det er Revyernes Revy, der hvert år nominerer skuespillere fra landets revyer i forskellige kategorier. I kategorien Årets Revykunstner er Kasper D. Gattrup indstillet sammen med Liselotte Krogager fra Ganløse-revyen og Trine Gadeberg fra Kerteminde-revyen.

I 2015 blev Kasper D. Gattrup kåret som Årets Talent. Året efter var han nomineret til Årets Revykunstner, men prisen gik til en anden kandidat.

Revyernes Revy afholdes søndag den 12. august i Cirkusteltet på Bakken, hvor det afsløres, om det er Kasper D. Gattrup, der vinder prisen som Årets Dirch.

Hæder og Thorleif-Prisen

Hæder til Revyperler. Fra venstre Leif Maibom, Jeanette og Michael Larsen og Johnna Maibom. (Foto: Ole Kæhler)

Kasper D. Gattrup var også på scenen i Sønderborg Sommer Revy i sidste uge.

Det var han sammen med Rødvig Revy-parret Jeanette og Michael Larsen, som modtog den fornemme Thorleifpris, som er opkaldt efter revydirektør Leif Maiboms folkekære figur Thorleif.

Til SønderborgNYT sagde Leif Maibom:

– Prisen kan gives til en skuespiller eller en anden person eller måske flere, der gør en særlig indsats for revy i Danmark”,

Med prisen følger 8.000 kr. og en kopi af Thorleifs sandaler.
– Sandalerne er så lavet i kobber, så de holder lidt længere, siger Leif Maibom.

Parret fra Revyperler

Prisen blev overrakt første gang i år 2000.

– Det er overvældende og anerkendende at få en pris og det helt særlige ved prisen er, at vi får den af vores kolleger, siger de glade modtagere, Jeanette og Michael Larsen.

De to prismodtagere havde Kasper Gattrup med fra Rødvig, så han kunne synge en af sangene fra revyen på Stevns.
rmh/sky

 

Skriv en kommentar