(Last Updated On: 24. april 2015)

Borgmester Mogens Haugaard Nielsen (V) håber, at Transportudvalgets ingeniører kan hjælpe med en bedre løsning end den sydlige linjeføring for en ny statsvej. Det sagde han, da han onsdag aften deltog i generalforsamlingen hos Strøby Egede Borger- og Grundejerforening

GF i SE Borger- og GrundejerforeningBorgmesteren svarede på spørgsmål om den sydlige linjeføring, som han sammen med Køges politikere snart skal fremlægge for Folketingets Transportudvalg. (Foto: Rikke Michael Hansen)

STRØBY EGEDE: Ved den årlige generalforsamling for Strøby Egede Borger- og Grundejerforening, der blev afholdt i går aftes i byens selskabslokaler, var borgmester Mogens Haugaard Nielsen (V) og formanden for Plan og Teknikudvalget, Flemming Petersen (V) inviteret med, så de kunne svare på spørgsmål fra salen.
Forventeligt nok, blev et af de varme samtaleemner planerne om en sydlige linjeføring for en ny statsvej.

Taktisk manøvre
”Infrastrukturen er det helt grundlæggende for udvikling, og det kan sætte mange begrænsninger for en kommune. Infrastrukturen er en udviklingshæmmer for Stevns – især den sydlige del. Der er voldsomt gang i udstykninger og stor interesse for at bo her i området. Derfor må vi gøre noget, og det er nødvendigt, at vi bliver enige med Køge for at finde en løsning. Vi har brugt rigtig mange timer med Køge, som er i en situation, hvor de skal ud og genere deres egne borgere for at hjælpe nogle borgere i en anden kommune. Vi må prøve at sætte en proces i gang, og så se, hvor vi ender. Det gør vi nu, hvor vi får foretræde for Transportudvalget. Jeg tror, at der kommer nogle overordnede ingeniører ind over, som kan gennemtrumfe en bedre løsning overfor Køge”, sagde Mogens Haugaard Nielsen, da han fik ordet.
”Er det korrekt forstået, at du starter processen op i håbet om at få hjælp til en bedre løsning?”, spurgte Marianne Pedersen, Strandmældevej, borgmesteren.
”Ja, det må være Transportudvalgets ingeniører, der kan skubbe Køge. Køges politikere sidder med ryggen til os, og de er meget svære at rykke. Så man kan godt sige, at det er taktisk, det vi gør”, lød svaret fra borgmesteren.
Læs mere fra aftenens generalforsamling i Stevnsbladet på lørdag.
rmh

Skriv en kommentar