(Last Updated On: 22. august 2019)

Stevns: For nylig gik den nye fælles digitale platform for Magleby, Klippinge, Sigerslev og Holtug i luften. Lanceringen blev fejret i Holtug Forsamlingshus, hvor cirka 20 borgere og bestyrelsesmedlemmer fra landsbyernes foreninger kiggede forbi for at få en introduktion og stille spørgsmål.

Platformen hedder StevnsLandsbyer og kan findes på stevnslandsbyer.dk.

Forsiden er fælles for de fire landsbyer og har en fælles kalender. Hver landsby har her under sin egen hjemmeside med kalender, nyheder og forskellige undersider for foreninger med videre.

– Siderne har endnu ikke fundet deres endelige form og indhold. Det er op til landsbyerne og foreningerne selv at bestemme, hvordan deres egne sider skal organiseres og administreres, forklarer Louise Halkjær Pedersen, der er frivillig Maglebyborger.

Hun fortæller også, at den nye platform først og fremmest har til formål at gøre det enklere for borgerne at orientere sig og få let tilgang til nærområdets tilbud

– Samtidig kan foreningerne bedre koordinere arrangementer indbyrdes. Og så er den selvfølgelig også til tilflyttere og turister, siger hun.

Hvis andre landsbyer på Stevns er interesserede i at blive en del af StevnsLandsbyer, er de velkomne til at tage kontakt til en af administratorerne, der er listet på https://stevnslandsbyer.dk/deltag-i-stevnslandsbyer/.
rmh

Skriv en kommentar