(Last Updated On: 3. oktober 2019)

Claus Pedersen foran den unikke havudsigt, der denne solskinsdag gav et kig hele vejen til Møns Klint. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Rødvig: ’Vi vil gerne være kærester med alle’. Sådan siger Claus Pedersen, der siden 1. juni i år har været direktør på Klinten Konference og Hotel på Søndervej i Rødvig.

Den nye direktør, der sammen med sin hustru og datter bor på Fyn, har henover sommeren fået et bedre kendskab til sit nye lokale arbejdsområde, Stevns, og hans første indtryk har været positive.

– Her er så mange gode historier, en stor vilje og opbakning fra lokalsamfundet og mange frivillige ildsjæle, som rigtig gerne vil noget mere. Der er så meget i pipeline hernede til, at det kunne blive noget stort, lyder det fra Claus Pedersen, som gerne vil være med til at gøre det HK-ejede Klinten Konference og Hotel til en mere synlig og aktiv spiller i lokalområdet.

Flere fester og turister

Kursusejendommen HK Klinten blev indviet i 1981 og har siden fungeret som kursusejendom og konferencecenter. Siden 1981 er der blevet bygget til og udvidet, senest for tre år siden, hvor alle værelser og mødelokaler blev renoveret og nye altaner og terrasser blev bygget til.

– Vi har en helt unik beliggenhed, og vi vil gerne være med i folks overvejelser, når de skal holde fest eller gerne vil ud og spise på restaurant, siger den nytiltrådte direktør, der er vokset op omkring Køge og Roskilde.

Selvom Klintens fokusområde fortsat vil være på konferencedelen, kan huset også rumme de andre begivenheder – og der er også plads til flere turister.

– Selvom vi ikke gjorde noget for det, så oplevede vi i sommer en belægning på 60 procent i juli måned. Til sammenligning var tallet i samme periode sidste år 35 procent. Det er rart med en periode med glade turister, der skal have service på en helt anden måde end vores konferencegæster. Og jeg tror på, at vi kan brede turistsæsonen ud, forklarer Claus Pedersen, der var ansat som hotel- og konferencesalgschef på Trinity Hotel og Konference Center i Fredericia før han kom til Rødvig.

To elladere på vej

Klintens nye direktør er dog også blevet opmærksom på stedets udfordringer:

– Dels er vores menukort begrænset med dagens treretters menu, og ofte er folk i tvivl om, hvorvidt vi åbent. De forhold skal vi have kigget på, og så skal vi have fortalt meget mere om der her fantastiske sted, siger hoteldirektøren, der stadig nyder indgangsporten til Rødvig.

– Når jeg kommer kørende ad Rødvigvej op over bakken om morgenen og kan kigge lige ned på solopgangen over byen og havet. Det er et smukt syn, siger han.

Klinten Konference og Hotel arbejder for øvrigt på – som de første i Rødvig – at få ladestandere til elbiler.

To styk er under etablering, og de forventes at kunne blive taget i brug meget snart.
rmh

Skriv en kommentar