(Last Updated On: 10. juli 2019)

Stevns har fået en helt særlig Fuglebro

Som en ufarlig slange i paradis, snor den nye gangbro sig gennem den vildtvoksende ådal.
(Foto: Tine Jensen)

Ådalen: Temperaturen var over 25 grader da over 30 børn og voksne fredag eftermiddag den 28. juni indviede en ny gangbro i Tryggevælde ådal.

Det varme vejr var en fest for både insekter og andet dyreliv i ådalen, og ikke mindst for Danmarks Naturfredningsforening på Stevns, som Stevns Kommune har inddraget i projektet.

Vildt og jungleagtig

Gangbroen er ca. 140 meter lang og fører ud til et af to fugletårne i ådalen.

Fugletårnet har i samme anledning fået et løft med formidlingsplancher, der viser de mange forskellige fugle, man kan opleve i ådalen.

– Broen giver adgang til naturen og til det gamle fugletårn. Det er det helt rigtige sted, hvor området er relativt vildt, lidt jungleagtigt, der giver den rette stemning, siger Michael Løvendal Kruse, som er formand for Stevns’ lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening.

Gangbroen har også fået et navn: Fuglebroen.

Fugletårnet har i samme anledning fået et løft med formidlingsplancher, der viser de mange forskellige fugle, man kan opleve i ådalen.

Godt for krop og psyke

Den aktive formand for Stevns Kommunes Plan-, Miljø- og Teknikudvalgte, Flemming Petersen, holdt indvielsestale, og sagde bl.a. om det med aktivitet og natur:

– Forskning viser, at lige så snart vi træder ud i det grønne, så gavner det både vores fysiske som det psykiske helbred. Forskerne siger også, at vores krop og psyke i højere grad slapper af i naturlige omgivelser, da det er et sådant miljø, vi oprindeligt har udviklet os i. Når videnskaben kan påvise dette gennem forsøg og data om ændret blodtryk, hjerterytme og mindre stresshormon i blodet hos forsøgspersonerne, så må det jo være sandt, lyder det fra Flemming Petersen.

Børn kan lære om naturen

Gangbroen er blevet til i et samarbejde mellem Stevns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening på opfordring af naturinteresserede borgere, der benytter området.

Gangbroen indgår i en fælles indsats for fornyet fokus på og løft af den spændende og naturrige Tryggevælde ådal, der byder på en masse muligheder for rekreativ udfoldelse og fordybelse. Initiativet understøtter samtidig kommunens rekreative politik og sundhedspolitik med et ønske om at skabe flere og bedre muligheder for at komme ud i det fri og for at bevæge sig.

Ikke mindst børnene får større muligheder for at komme ud for at opleve og lære om naturen enten på egen hånd med familien eller sammen med kommunens dygtige faglærere og naturvejlederen.

Belastende for naturen?

“Men er det ikke problematisk, at folk nu tramper rundt i et område, hvor dyrelivet har haft det uforstyrret og fredeligt? vil Stevnsbladet godt vide.

– Det mener jeg godt området kan klare, siger Michael Kruse og fortsætter:

-Dyrene vænner sig hurtigt til det, og det er jo kun gående, som bliver på stien og gangbroen. Så det er absolut forsvarligt, når det sker på ens styret måde, og så giver det større værdig som naturoplevelse, forklarer den lokale formand for naturfredningsforeningen.

Han påpeger desuden, at det slider mindre på ådalens natur når man benytter gangbroen.

Lokale egetræer er brugt

Ådalen er bl.a. på dette sted rimeligt utilgængeligt fordi det er ganske sumpet.

I forbindelse med anlæggelsen skulle pælene ned i jorden med en mandshøjde på 1,80 meter, og det meste af materialerne som er brugt er lokale, f.eks. egetræ fra savværket på Gjorslev.

– Jeg glæder mig over den nye bro, Fuglebroen, og håber at den og det fantastiske område bliver flittigt brugt, sagde Flemming Petersen, og så var gangbroen indviet, og i øvrigt finansieret af midler fra kommunens naturpulje, Grønt Råd, helhedsplan for Tryggevælde ådal med mere og er udført af HedeDanmark.

Det er ikke muligt at benytte kørestole på Fuglebroen.

Man kan komme til den nye gangbro fra både Strøby, og fra Stolpehusene og St. Tårnby, idet gangbroen ligger på Vallø-siden af Tryggevælde Å.

sky

Det var med vildmandskjorte og saks at Fuglebroen blev indviet af Michael Kruse (tv) og Flemming Petersen (th). Det stribede afspæringsbånd af plastik som udgjorde snoren der blev klippet, er siden transporteret til genbrugspladsen. (Foto: Tine Jensen)

 

Skriv en kommentar