(Last Updated On: 25. juni 2019)

Ivan Mikkelsen hang præsidentkæden om halsen på Hans Jørgen Rasmussen (th), som er er Hårlev-Karise Rotaryklubbens nye overhoved. (Privatfoto)

Foreningsliv: Der er kommet ny ledelse i Hårlev-Karise Rotary Klub.

Mandag den 17. juni blev stafetten givet videre, da Hårlev-Karise Rotary Klub holdt præsidentskifte.

50 års jubilæum på vej

Hans Jørgen Rasmussen var både glad og stolt, da han mandag den 17. juni fik lagt kæden om halsen af den nu-afgåede præsident, Ivan Mikkelsen, som tegn på, at han i det kommende Rotary-år skal stå i spidsen for Hårlev-Karise Rotary Klub.

Den kommende præsidentperiode bliver også året, hvor Hårlev-Karise Rotary Klub har 50 års-jubilæum. Det skal selvfølgelig fejres, og et udvalg er allerede i gang med at forberede festen.

– Jeg vil gøre mit bedste for at fortsætte rækken af spændende foredrag og udemøder. For det er afgørende for klubbens fortsatte beståen, at medlemmerne føler, de ”tager noget med hjem”, når de går herfra, understregede Hans Jørgen Rasmussen.

Støtter socialt arbejde

Rotaryklubben er kendt for sit velgørenhedsarbejde i både ind- og udland.

Lokalt har Hårlev-Karise Rotary Klub givet penge til en skole i Afrika og til flygtningebørn i Danmark, indsatser, der har gjort en stor forskel i mange børns liv.

– Nu, hvor jeg har fået overdraget stafetten, vil jeg arbejde for at udbrede kendskabet til det arbejde, man som Rotarymedlem kan være med til at støtte, slutter Hans Jørgen Rasmussen.

Skriv en kommentar