(Last Updated On: 14. maj 2019)

Billeder i lys af Elisabeth Bergsøe

Billedkunstner Elisabeth Bergsøe lægger sidste hånd på sine værker inden udstillingen på Stevns Fyr. (Foto: Christian Moes)

Kunst: Endnu en gang kan Stevns Fyrcenter præsentere en af de store lokale kunstnere i deres udstillingsrum i Fyrmesterboligen på Stevns Fyrcenter.

Et unikt rum

Elisabeth Bergsøe fra Arnøje præsenterer en række værker, der bunder i inspiration fra drømmende farver. Hun udstiller i perioden fra den 18. maj til 23. juni.

Elisabeth Bergsøe, som er en del kunstnersammenslutningen Corner, glæder sig til at udstille på Stevns Fyrcenter, og fortæller:

– Det er nogle unikke rum at få lov til at udstille sine værker i. Lyset, rammerne og materialiteten i rummene giver plads til at værkerne kan få centrale pladser at udfolde sig i.

Publikum udfordres

Koordinator for Kultur og Turisme, Morten Svarre Andersen, fra Stevns Kommune supplerer:

– Vi udfordrer vores publikum på Stevns Fyrcenter med denne udstilling, og det glæder vi os til. Bergsøe er en kapacitet, som normalt kun udstiller uden for kommunegrænsen, og det er derfor en stor fornøjelse at have hende i en udstillingsperiode på Fyrcenteret.

Fernisering 18. maj

Billederne er produceret som uv-print i cmyk på opalplader, monteret i lyskasser med led-dioder, der lyser ud gennem pladen.

Der er fernisering af udstillingen lørdag den 18. maj kl. 13, hvor kunstneren selv vil være til stede.

Det foregår på Stevns Fyrcenter, som ligger på Fyrvej 2, hvortil man kan komme i bil eller tage turen langs Trampestien.

 

 

Skriv en kommentar