(Last Updated On: 8. oktober 2019)

Syv nye arter af fossile snegle er nu blevet opkaldt efter lokaliteter langs Stevns Klint; heriblandt Rødvig, Skeldervig og Knøsen.

Thomas Hansen ved Fiskeler og Stevns Klint. (Foto: Østsjællands Museum)

fossilfund: Da dinosaurerne døde for omkring 66 millioner år, lå Stevns under vand – og livet på havets bund var fyldt med snegle. Det kan i dag ses i de geologiske lag, som ligger over og under Fiskeleret; og langt størstedelen af de nyfundne sneglearter findes i laget lige over Fiskeleret.

Palæontolog Thomas Hansen, der til dagligt arbejder i Tromsø, indsamlede og kortlagde tilbage i 2010-2011 faunaen i Stevns Klint.

Det skete, gennem Østsjællands Museum, som en del af forberedelserne til at få Stevns Klint optaget på Unescos prestigefyldte Verdensarvsliste.

– Det er et helt fantastisk grundigt stykke arbejde, Thomas har lavet her. At man stadig kan gå ud og finde så mange nye ubeskrevne arter, understreger endnu engang, hvor vigtig en geologisk lokalitet Stevns Klint er, siger museumsinspektør fra Geomuseum Faxe, Jesper Milàn.

 

Sneglen, Ceratia rodvigensis er fundet i klinten lige uden for Rødvig.

Rodvigensis og stevniensis

Thomas Hansen har brugt otte år brugt på at beskrive sneglene. Han har valgt at opkalde de nye arter ud fra de steder, hvor de er fundet. Således er Rødvig, Skeldervig, Knøsen og Stevns blevet foreviget i videnskaben igennem fossile sneglenavne, og det endda på latinsk: Ceratia rodvigensis er fundet og opkaldt efter Rødvig, Ageria skeldervigensis og Epetrium skeldervigensis, er begge fundet i Skeldervig, mens Ataphrus knoesensis er opkaldt efter Knøsen. Endelig er der Amaea stevniensis, Temnotropis stevniensis og Cylichna stevniensis, alle tre opkaldt efter Stevns.

Knøsen ligge ca. 400 m. syd for Højerup gamle kirke, mens Skeldervig er kyststrækningen ved Boesdal Kalkbrud til Korsnæb.

Har navnene vakt interesse for yderligere fordybelse kan arterne læses i en 196 siders monografi: Gastropods from the Cretaceous-Palaeogene boundary in Denmark.

– De fleste af sneglene befinder sig lige nu på Statens Naturhistoriske Museum, men vi håber de snart kan blive udstillet på Geomuseum Faxe”, slutter Jesper Milàn.
rmh

Skriv en kommentar