(Last Updated On: 12. oktober 2017)

Af: Lars Kristiansen, bestyrelsesformand, Nyt Stevns og borgmester Mogens Haugaard Nielsen, Nyt Stevns

Til Gerhard Nagott

Nyt Stevns er tværpolitisk som de fleste andre lokal- og borgerlister. Det betyder, at vi er uafhængige af de traditionelle landspolitiske partier. Der er mange, der gerne vil være aktive på lokalt plan, hvor det drejer sig om de nære ting på Stevns uden, at samtidigt at forpligte sig til en bestemt politisk ideologi.

Nyt Stevns blev offentliggjort første gang den 26. februar i år. På forsiden af Stevnsbladet den 1. marts stod ordret: “Nyt Stevns er et tværpolitisk parti, der bygger på grundsten som ordentlighed, samarbejde, loyalitet og ansvarlighed til gavn for udviklingen af Stevns Kommune”. Så det har været meldt offentligt ud fra start og mange gange siden.

Nyt Stevns er vokset på rekordtid og repræsenterer i dag 140 medlemmer, 17 kandidater og mere end 400 følgere på facebook. Landspolitisk spænder vi over det meste af spektret fra højre til venstre. Det vil sige at vi ved folketingsvalg stemmer forskelligt, men når det kommer til lokalpolitik, stemmer vi alle på Stevns.

Vores leveregler er:

• Økonomisk ansvarlighed med respekt for borgernes penge

• Politikere har pligt til ordentlighed og til at gå efter sagerne, ikke personer

• Vi bakker op om vores folkevalgte i kommunalbestyrelsen

• Vi samarbejder og går efter de bedste løsninger for Stevns

Nyt Stevns har indgået samarbejde med Konservative og Liberal Alliance. Det har vi gjort fordi, de to partier fuldt ud matcher vores leveregler. Gule, grønne, røde eller blå – vi samarbejder gerne med andre partier, sålænge værdisættet ligger i tråd med de leveregler, vi står for.

I dit læserbrev fejlciterer du iøvrigt Conni Olsen, som adspurgt af dig, svarede ordret: »Nyt Stevns er en tværpolitisk liste. Jeg kunne for eksempel aldrig drømme om at stemme på Venstre«. Læs mere på vores hjemmeside nytstevns.dk og følg os på facebook.

Lars Kristiansen, formand
og
Mogens Haugaard Nielsen, borgmester

 

Skriv en kommentar