(Last Updated On: 25. maj 2018)

Børnene fik brugt alle deres sanser og motoriske udfoldelser på OL-banen. (Privatfoto)

Strøby Ladeplads: Fem private dagplejere på Stevns har igen i år haft to hyggelige dage i kommunens sommerhus ved Vejs Ende.

– Første dag blev vi og vores tyve børn mødt med fantastisk solskin. Vi fik dejlige hjemmebagte boller og gik så ned til stranden, hvor der blev hygget i sandet og sjasket lidt i vandkanten, fortæller privat dagplejer i Store Tårnby, Pia Martinus fra Blæksprutten.

Der blev også tid til boldlege, inden den stod på frokost og eftermiddagslur i skyggen.

– Og med rutsjeture på den store skumrutsjebane, som vi havde fået lov at låne af Store Heddinge idrætsforening. Tusind tak for lån, lyder det fra alle dagplejere og børn.

Næste dag begyndte også med solskin og hjemmebagte boller, inden der skulle hentes sand og sten på stranden. Begge dele skulle i baljer og bruges til den store OL-afvikling på græsplænen foran sommerhuset.

Efter rundkreds med sang blev legene sat i gang. Børnene skulle igennem tunneller, gå på sanseplader, kaste bolde i spande, lægge gummiringe på kegler med samme farve, gå i baljer med sten, vand, sand og græs og selvfølge kravle på den store skumrutsjebane.

Derefter blev det tid til en velfortjent frokost, middagslur og frugt – og små isvafler til alle.

De fem private dagplejer er Barfødderne i Hårlev, Blæksprutten i Store Tårnby, De glade børn lidt uden for Boestofte, De små spirer i Gevnø og Tinas Dagpleje i Strøby.
rmh

 

Skriv en kommentar