(Last Updated On: 7. oktober 2019)

På sit møde den 24. september besluttede AET-udvalget, at opvarmningen af den kommende Stevnshal skal ske kun ved jordvarme.

I et notat har forvaltningen gennemgået flere typer anlæg – lige fra et gasfyr over et rent jordvarmeanlæg til et kombianlæg med både jordvarme og solceller.

Heldigvis valgte udvalget en klimavenlig løsning, nemlig et jordvarmeanlæg – al mulig ros for det.

Når jeg alligevel skriver, er det fordi det ærgrer mig, at man ikke fulgte Klima- og Energigruppen Stevns’ anbefaling og valgte den bedste løsning – et anlæg med både jordvarme og solceller.

Forskellen mellem at vælge et rent jordvarmeanlæg og et, hvor man tilføjer solceller, betyder at vi får 11 gange mere CO2-udledning pr. år uden solcelleløsningen.

Dertil kommer, at den bedste løsning med solceller vil spare 3 til 5.000 kr. pr. år på den årlige omkostning.

Et jordvarmeanlæg med solceller er dyrere i anskaffelse, men næsten gratis at drive.

Da Kommuneaftalen for 2020 indeholder et betydeligt løft af anlægsloft, bør det ikke være ”Staten”, som bremser os fra at købe det dyre anlæg. Har kommunen derimod problemer med finansieringen kan man eventuelt låne pengene i Kommune Kredit, som udsteder grønne lån. Her kan driftsbesparelsen bruges til at dække de fleste af renterne på lånet.

Skal vi nå 70 procent CO2-reduktion, skal vi alle bidrage mest muligt, og derfor er det vigtigt, at kommunen som rollemodel går forrest.

Michael Graakjær
Medlem af Klima- og Energigruppen Stevns

Skriv en kommentar