(Last Updated On: 1. november 2017)

To lokale Store Heddinge-drenge stod overfor hinanden i Brøndby Hallen. Den ene håndværker og den anden håndboldstjerne

Store Heddinge/Brøndby: Den 28-årige lokale tømrer, Patrick Nielsen, fra tømrervirksomheden Kernebyg, fik sig en noget speciel oplevelse, da han tirsdag eftermiddag i sidste uge mødte håndboldspilleren Lasse Svan i en lille håndbolddyst.

Mødet mellem Patrick Nielsen og Lasse Svan fandt sted i forbindelse med pressemødet forud for Bygma Golden League, hvor Danmark i weekenden spillede mod Norge, Polen og Frankrig. Danmark vandt for øvrigt alle sine tre kampe.

En drengedrøm

Håndboldstjernen Lasse Svan kommer fra Store Heddinge og begyndte at spille håndbold i Sierslev HK i 12 års-alderen. Den seneste årrække har han haft fast plads på det danske herrelandshold, og han har blandt andet været med til at hente en OL-guldmedalje hjem fra Rio.

For den lokale tømrer Patrik Nielsen var det lidt af en drengedrøm at møde Lasse Svan og resten af håndboldherrerne.

– Det er jo en helt vild oplevelse det her. Jeg har godt nok ikke selv spillet håndbold i mange år, men jeg følger håndboldherrerne og Lasse Svan på tv, og jeg er meget imponeret over det, de har opnået, siger Patrick Nielsen og fortsætter:

– Lasse er jo den lokale helt i Store Heddinge, og der hænger mange håndboldtrøjer med navnet Svan på rundt omkring i Store Heddinge, så det er super sjovt at møde ham her.

Også håndboldspilleren Lasse Svan syntes, at det var sjovt at møde en fra hjemstavnen.

– Jeg var slet ikke klar over, at Patrick var fra Store Heddinge, så det var en sjov overraskelse. Det er altid dejligt at møde nogle hjemmefra. Faktisk bor mine forældre stadig i Store Heddinge, så jeg kommer stadig tit i byen, fortalte Lasse Savn inden han gav Patrick Nielsen endnu et håndtryk, og deres veje skiltes for denne gang.

Vinder af dysten – præcisionskast, hvor det gjaldt om at lave så mange point man kunne på fem kast – blev for øvrigt vundet af Lasse Svan. Lasse lavede 90 point, mens Patrick lavede 20 point.

(Pressefoto)

 

 

Skriv en kommentar