(Last Updated On: 11. januar 2019)

Stevns: Lige inden jul nåede Stevns Kommunes Folkeoplysningsudvalg at pakke julegaver ind til det frivillige arbejde i bl.a. idrætsforeninger.

Lær selvredning

Store Heddinge Svømmeklub Stevns fik et tilskud på 24.853 kr. til bl.a. svømmegrunduddannelsen, og til et nyt initiativ, som følge af Make Sport Happen.

Det kaldes Ocean Rescue Camp, hvor børn og unge bl.a. lærte selvredning, livredning og samarbejde i og ved vand. Det bliver udført i samarbejde med DGI, og kræver øget sikkerhed, herunder tilstedeværelse af livreddere fra SHS-Stevns.

Indendørs fodbold

Store Heddinge Boldklub fik tilskud på 4.956 kr. til introduktionskurser til Futsal, DBU M1-træner og dommerkursus.

Navnet “futsal” er en sammentrækning af de portugisiske ord “Futbol de saläo” og spanske “fútbol sala”, der kort sagt betyder indendørs fodbold.

Modeljernbaneklubben

Stevnstoget blev begavet med tilskud på 1.610 kr. til at sende tre foreningsmedlemmer på begynderkursus i Faller Digital, som handler om at undgå kollisioner.

Børnegymnastik

AIK 65 Gymnastik fik tilskud på i alt 14.273 kr. til bl.a. kurser i børnegymnastik og spring-sikker.

STG/Vallø modtager tilskud på 6.447 kr. til DGI’s løbertrænerkursus og Konceptlap’s facebook kursus, som har den nytteværdi at sikre en lovlig markedsføring, samt at gøre borgerne opmærksom på de sundhedsfremmende aktiviteter der tilbydes.

Nej til psykologi

Folkeoplysningsudvalget er dog ikke et nytårs-overflødighedshorn.

Således måtte Rideklub Strålen se langt efter et tilskud på 4.975 kr. til Innowells psykologikursus om viden i basal psykologi og kommunikation.

Udvalget skønnede, at ansøgningen tilhørte social- og sundhedsområdet, idet kurset er målrettet behandlere.

Søg om lokaler og tilskud

Folkeoplysningsudvalget varetager det folkeoplysende, frivillige foreningslivs interesser, og har ansvaret for at fordele de penge, kommunalbestyrelsen afsætter til området.

Foreninger kan søge folkeoplysningsudvalget om lån af kommunale lokaler, idræts- og fritidsfaciliteter, tilskud til undervisning, studiekredse og foredragsvirksomhed og tilskud til aktiviteter for børn og unge.

Udvalget består af repræsentanter fra kommunalbestyrelsen, det frivillige foreningsliv og aftenskoleområdet.

sky

 

Skriv en kommentar