(Last Updated On: 11. maj 2018)

Det er blevet tradition, at kirkerne i Stevns og Faxe kommune, også kendt som Tryggevælde Provsti, fejrer fællesgudstjeneste 2. pinsedag under de naturskønne og frie former i Boesdal Kalkbrud. (Arkivfoto)

Boesdal: Klokken 11 mandag den 21. maj sker der et lille mirakel i Boesdal. Det gamle kalkbrud forvandles til et stort kirkeskib med klinten som altertæppe og lyden af én stor samstemmende menneskemængde i stedet for det vante orgelbrus.

Ved denne festgudstjeneste vil kræfter fra hele provstiet gå sammen. Præsterne vil hver især stå for et led i gudstjenesten. Sognepræst fra Nordstevns pastorat, Kirstine Arendt, står for prædikenen, hvor hun bl.a. vil tage udgangspunkt i Tove Ditlevsens sang, “Nu sænker Gud sit ansigt over jorden”.

Musikken er sat under organist fra Terslev kirke, Bjarne Pilegaards kyndige vejledning. Mange af indslagene vil af samme grund få et rytmisk præg, med hjælp fra orkestret “Gud hvor det swinger”, som vil spille under hele gudstjenesten.

Der medvirker også et ungdoms- og voksenkor under ledelse af Nikolaj Skaaning og Jesper Lorck.

Gudstjenesten slutter af med postludium og solosang af Kgl. operasanger Torleif Steinstø.

Det sociale værested Café Stevnen fra Store Heddinge opsætter boder, hvor man kan købe sandwich, kaffe og kage. Overskuddet går til deres sociale arbejde.

 

Skriv en kommentar