(Last Updated On: 20. april 2018)

Hellested: Torsdag aften var der gymnastikopvisning i Hellestedhallen. Som traditionen foreskriver med faneindbæring under stående klapsalver.

Fire af Hellested IF’s gymnastikhold: Puslingeholdet, Spring og Rytme-holdet for 0. til 2. klasse, Power Kids og Power Ladies, fik lejlighed til at vise deres familier, hvad de har lært i løbet af sæsonen.

Der blev danset, hoppet, slået kolbøtter, løftet vægte, steptrænet, sjippet og kastet med bolde. Og så var der »fælles-squad« for alle holdene – og alle på publikumsrækkerne måtte gerne være med. Det gav varmen og kunne mærkes i lårene…

Efter opvisningen var der tak, blomster, gaver og kram til gymnastiktræner for det to yngste hold, Fie Mathiesen. Hun har besluttet at stoppe trænergerningen – men fortsætter i foreningen.

Dagen sluttede med smør-selv madder, kage, vand, juice mm. til yderst rimelige priser i forhallen og ved førstesalens cafeteria.
rmh

(Foto: Rikke Michael Hansen)

Skriv en kommentar