(Last Updated On: 4. oktober 2018)

Østsjællands Beredskab kørte afsted med udrykning og redningsbåd, men søredningen blev afblæst. (Arkivfoto: Rikke Michael Hansen).

Tommestrup: Kl. 15.14 tirsdag den 2. oktober modtog politiet en anmeldelse fra en borger, som havde observeret en jolle, der drev rundt cirka 500 meter fra kysten ud for Stevns Kridtbrud ved Hærvejen.

Anmelderen havde set, at der stak en åre ud fra jollen, men dårlig sigtbarhed gjorde, at det ikke var muligt at se, om der var personer i jollen.

Politiet sendte derfor flere patruljer til stedet, og med assistance fra en af forsvarets helikoptere og bådberedskab lykkedes det at få fat i jollen.

Det viste sig, at ingen personer opholdt sig i jollen. Ej heller var der ting, som kunne indikere, at der havde været personer i båden for nylig.

Jollen blev reddet i land og redningsaktionen blev indstillet.

Politiets konklusion er, at jollen formentlig i forbindelse med kraftig blæst havde revet sig løs fra en fortøjning.

Skriv en kommentar