(Last Updated On: 30. september 2018)

Modtager årets Danske Redningsberedskabspris

Indsatsleder Martin Rohde-Wünsche og mandskabet fra Hårlev får Den Danske Redningsberedskabspris for en særlig indsats i 2017.

Hårlev/København: Fredag den 5. oktober kl. 11 afholdes en højtidelighed i Holmens Kirke i København, hvor en stolt gruppe beredskabsfolk fra Hårlev er i centrum.

De får nemlig årets Danske Redningsberedskabspris.

Storslået indsats

Hvert år sker der tusindvis af hændelser, hvor brand, ulykker, stormvejr, sammenstyrtninger, ildebefinder eller andet som truer liv, ejendom eller miljø.

Og i mange situationer gør frivillige, værnepligtige, heltids- eller deltidsansatte en særlig skarp redningsindsats, som ligger udover, hvad der sker i direkte forbindelse med deres arbejde eller tilhørsforhold.

Ulykken ved Vallø Slot

For at hædre den, eller dem i redningsberedskabet, der har gjort sig mest fortjent til prisen med en “skarp” indsats, er Beredskabsforbundet, Falck, FOA, 3F m.fl., gået sammen om hvert år at uddele Den Danske Redningsberedskabspris.

– Vi er meget glade og stolte. Det er et fagligt skulderklap, siger indsatsleder Martin Rohde-Wünsche på vegne af mandskabet i Hårlev.

Prisen gives for redningsaktionen ved en tragisk arbejdsulykke ved Vallø Slot i oktober 2017.

En 44 tons tung rendegraver var skredet i voldgraven ved Vallø Slot. Føreren måtte skæres fri, desværre måtte man også amputere hans ene arm på stedet. Men redningsaktionen reddede den 54-årige førers liv. Han vil også være tilstede når Hårlev-folkene skal hædres.

Pris, diplom og pokal

Prisen uddeles af forsvarsministeren, og med prisen følger 25.000 kr. til deling blandt modtagere. De modtager også et diplom og en “pokal”.

Martin Rohde-Wünsche bor i Rødvig. Han har kørt for beredskabet på Stevns i fem år, men har været i beredskabsbranchen i 30 år i bl.a. København.

– Jeg har aldrig fået en pris før, så det er stort, siger indsatslederen, der fortæller, at mandskabet somme tider får takkebreve for deres arbejde.

sky

 

Skriv en kommentar