(Last Updated On: 19. november 2015)

Af: Victor F. Rasmussen, elev på 9. årgang på Strøbyskolen

(Fotos: Victor F. Rasmussen)

Strøbyskolens 9. årgang har i den seneste uge kreeret deres helt egen restaurant. Restauranten har fået navnet Restaurant Nordstjernen, og har især fokuseret på det nordiske køkken og lokale råvarer.

Der er blevet arbejdet på højtryk i Strøbyskolens kantine den seneste uge. Ikke fordi der skulle sælges mad til sultne skolebørn, men der skulle i stedet laves god mad til 9. årgangs forældre, bl.a. coq au vin og varmrøget laks.
De unge har, med hjælp fra lærere og en professionel kok, skabt en restaurant, hvor deres forældre har kunne komme og spise lækker mad, som eleverne har lavet. Næsten alles forældre er kommet for at bakke op om projektet, og for at smage på den exceptionelle mad.
Det er samlet et godt indtryk, de voksne har fået efter at have besøgt Restaurant Nordstjernen. De er alle sammen enige om, at maden er usædvanlig god, når man tænker på, at det er deres egne børn, der har lavet den.
”Det virker utrolig professionelt, og gennemtænkt, det hele”. Sådan udtaler en af forældrene sig om restauranten.

Traditioner
Det er en fast tradition at 9. årgang laver deres egen restaurant. Det startede som et uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorienteringsprojekt i 10. klasse for mange år siden. Nu ligger projektet i 9. årgang, men har stadig arbejdsmarkedsorientering som omdrejningspunkt, idet eleverne ansøger om stillingerne i restauranten – alt lige fra direktør til servicemedarbejder.
I år skal overskuddet bruges på en lejrskoletur til Berlin til foråret, hvis der da overhovedet kommer sådan et.
Men det gør der højst sandsynligt. For der har aldrig været et år, hvor der har været underskud. For børnene er også selv meget opsatte på at gøre det godt. Sådan virker det i hvert fald ifølge lærerne.
”De virker meget engagerede, og vil virkelig gerne det her”, udtaler en af lærerne.

Tag ved lære
Selvom lærerne har lavet det her i mange år, lærer de stadig nye ting hvert år. Og selvom lærerne nok ved mere om det end eleverne, skal eleverne alligevel have lov til at bestemme det meste. Det er jo trods alt deres restaurant. Men hvis det er ved at gå over gevind, stopper de voksne det. For de ved trods alt bedst. For det meste i hvert fald.
Men nogle gange kan eleverne også overraske. Lærerne var skeptiske overfor en børnemenu, men det viste sig at være en fantastisk ide, da flere forældre kunne tage de små med ud og spise. Og da eleverne ville have ”coq au vin” med på menukortet, var lærerne også skeptiske. For det handlede jo om nordisk mad. Men det viste sig at være en god ide at blande det franske køkken lidt med det nordiske – for at skabe lidt forandring i forhold til det klassiske nordiske køkken.
En fantastisk, anderledes, velfungerende og spændende uge er godt overstået.

Skriv en kommentar