(Last Updated On: 22. juni 2018)

Kapelmester Stuart Goodstein håndterer tangenterne, mens Rødvig Revyens revyperler sætter fællessangen i gang. Fra venstre Rikke Buch Bendtsen, Charlotte Amalie Kehlet, Kasper D. Gattrup, og Max Hansen. (Foto: Klaus Slavensky)

Revyvig: Det er ikke hverdagskost, når man handler i Dagli’brugsen i Rødvig, at man opfordres til at kysse hinanden.

Det skete forleden, da holdet bag Rødvig Revyen “Revyperler” præsenterede hele ensemblet.

Hylder revyens damer

Kysseriet fandt sted på p-pladsen foran Dagli’brugsen, en enkelt strofe væk fra Harmonien, hvor årets stevnske sommerrevy underholder fra 22. juni til 4. august.

-I år hylder vi revyens damer, fortæller Revyperlers grand-old-man, Max Hansen om årets tema.

– Der kommer også lidt Swe-Danes og Ørkenens Sønner, supplerer kapelmester Stuart Goodstein.

– Vi har 28 numre i prøveforløbet, så må vi se hvor mange der er tilbage når tæppet går, siger skuespiller Kasper D. Gattrup, som er den sidste af de tre gengangere fra sidste år.

Bidt af gal revydille

I år er der nemlig to nye damer med. Rikke Buch Bendtsen, som kender revy-metien fra Sønderborg.

– Jeg er bidt af den gale revydille, siger hun og fortsætter:

– Alt det med at synge, danse og lave teater. Det skal over rampen og virke. Og det er dejligt at optræde med numre, som er afprøvede og virker. Balancegangen er mellem at tro på klassikerne og så lave en ny fortolkning, siger Rikke Buch Bendtsen med et eftertryk, så man ikke er i tvivl om, at det mestrer både hun og holdet.

Charlotte Amalie Kehlet og Rikke Buch Bendtsen er med for første gang i Revyperler. (Foto: Klaus Slavensky)

Eviggrønne klassikere

Det andet nye ansigt er Charlotte Amalie Kehlet, som bl.a. skal fremføre Ib Schønbergs eviggyldige “Mariehønen”.

– Jeg glæder mig så meget, og vil trække på min erfaring fra bl.a. Folketeatret, siger hun, som også var med i Østre Gasværks “Skammerens datter”.

– Revy er sådan en sjov genre. Det har været så rart at være på holdet, siger Charlotte Amalie Kehlet, før hun sammen med de andre lader tonerne flyve op mod himlen, som en anden sommerfugl.

Den poetiske forestilling

Revyholdet er klar til at vise hvad de kan. De istemmer introsangen og “Kys hinanden”.

Folk klapper og gynger med. P-pladsen forvandles til en teatersal med et begejstret publikum. Det er det, som rigtige kunstnere kan.

– Jeg vil godt have poesien ind, når Max Hansen lige at sige, inden folk vil sige hej til skuespillerne.

Poesien udførte han til topkarakter med Liva Weels “I dit korte liv” i sidste års Revyperler, og i år bliver det med en Osvald Helmuth-evergreen.

sky

 

Skriv en kommentar