(Last Updated On: 17. juli 2018)

Rævehajen er usædvanlig sjælden i danske farvande. Her fanget på Bo Spurr Nielsens båd »Moonlight« den 29. juni ved Hvide Sande. (Foto: Skipperen selv)

Hvide Sande/Rødvig: De landsdækkende medier breakede i starten af juli, nyheden om en usædvanlig fangst: En rævehaj.

Usædvanlig stor fangst

Fiskeskipper Bo Spurr Nielsen fra Rødvig var ved Hvide Sande for at fiske efter brislinger, men i stedet fik han den sjældne fangst i nettet.

– Den var 4,5 meter lang og vejede 300 kilo. Den var overraskende stor, fortæller Bo Spurr Nielsen, som har fisket i 40 år.

Normalt fanger han jomfruhummer, men han har i 2009 haft en tilsvarende fangst; dengang var rævehajen kun halvt så stor.

Kommer på museum

Bo Spurr Hansen var godt klar over, at der var tale om en sjælden fangst. Efter at have snakket med Dansk Fiskeriforening lagde de hajen på køl, så den kunne komme på Zoologisk Museum i København, hvor den nu skal balsameres.

– Jeg troede, den vejede 150 kilo, men så vejede den dobbelt så meget. Det overraskede mig, at den var så stor, siger Bo Nielsen.

Rævehajen er en truet art, og derfor ærgrer det fiskeskipperen, at den uheldigvis endte i nettet.

– Jeg ville hellere have, at den stadig svømmede rundt i live, siger Bo Spurr Nielsen.

Potentiel farlig

Ifølge DR siger videnskabelig medarbejder ved Zoologisk Museum, Henrik Carl, at rævehajen spiser små fisk, og dermed ser den ikke mennesker som føde. Alligevel er den potentielt farlig på grund af sin karakteristiske lange hale.

– Den slår sit bytte ihjel ved at slå med halen som et sværd ind i fiskestimen. Bliver man ramt af halen kan det være farligt, siger Henrik Carl til DR.

Bo Spurr Hansen glæder sig til at gense sin fangst på museet. Han er nemlig blevet lovet en fribillet.
sky

 

Skriv en kommentar