(Last Updated On: 18. maj 2018)

Overskud af vinsalg går til Sydstevnshallen

Vinhandler Tommy Nielsen skåler for den nye årgang af Rødvig-vinen med Elisa Hollænder og Freddie Larsen fra Rødvig Borgerforenings bestyrelse.

Rødvig: Så er den her. Rødvig-vinen. Klar til de lune sommeraftener på Stevns, og for hver en slurk kan man glæde sig over, at overskuddet af salget går til Rødvigs nye sportshal.

Sydstevnshallen

Der er en stor indsamling i gang, som skal forsyne den nye hal med møbler og redskaber. Og de røde dråber sælges med samme formål for øje.

– Selvfølgelig markerer Rødvig Borgerforening, at Sydstevnshallen indvies i år. Det er den store begivenhed i Rødvig i 2018, hvor vi får opfyldt et mangeårigt ønske, siger borgerforeningsformand Freddie Larsen til Dagbladet.

Han slår dermed fast, at navnet: Sydstevnshallen trods protester fra forskellig side er kommet for at blive, så meget desto mere, som at det nu står trykt på Rødvig-vinens etikette. Her kan man bl.a. læse, at »Sydstevnshallen i Rødvig er blevet til i et samarbejde mellem 14 foreninger på Sydstevns og Stevns Kommune«.

Procenter og kroner

Det er Holte Vinlager, der har udvalgt årets Rødvig-vin. Her har indehaver Tommy Nielsen valgt en rødvin fra Piemonte i Italien – nærmere bestemt en Govone på 13,5 procent.

Man kan også få Rødvig-vinen i hvid, og her er vinmanden gået en del sydligere, nemlig til Sicilien på Terra dell’Isola. Den har en flot, gylden farve og holder 12,5 procent.

Vinen sælges for 60 kroner stykket eller to for 110 kroner i Dagli’Brugsen Rødvig og Holte Vinlager i Store Heddinge.

Sidste år blev der solgt 1.500 flasker Rødvig-vin, og med seks kroners overskud per flaske gav det 9.000 kroner til Sydstevnshallens indretning.

 

Skriv en kommentar